Dig og mig ved computerskærmen

Teater Nordkrafts digitale version af “Dig og mig ved daggry” er en acceptabel substitut, men vi savner den lys- og lydisolerede teatersal.

★★★☆☆☆

Vi sidder klar ved computeren klokken 19:30. Flere af os er blevet vant til knapperne efter utallige videomøder, skypefødselsdage og zoomvenneaftener. Vi føler os næsten sikre på, at der er slukket for mikrofonen og kameraet; så kan vi sidde i hver vores hjem, oplyste af den nedgående aftensol, og være lige så anonyme som i den mørke teatersal.

Teater Nordkrafts “Dig og mig ved daggry – digitalt” minder faktisk om teater. Den manglende mulighed for at spole frem og tilbage – og for at holde en uautoriseret pause, fordi en tissetår eller sliksult presser sig på – er mærkeligt nok en savnet begrænsing i disse tider. Vores kulturforbrug er i øjeblikket indskrænket til brugervenlig filmstreaming og e-bøger på intuitive platforme.

Men i “Dig og mig ved daggry – digitalt” er der en velplaceret og klokkeklar pause på 20 minutter. Her kan vi strække benene, fylde glasset og tisse af, uanset om vi trænger eller ej. Fuldstændig ligesom i teatret. Nu holdes pausen blot i vores egne hjem, og pausebaren er begrænset til, hvad man tilfældigvis har stående.

Kommunikationen mangler

Ja, det er nye tider, men sandelig ikke tider, der i sig selv fører noget fantastisk med sig – i hvert fald ikke på teaterfronten. For “Dig og mig ved daggry”, som denne anmelder anmeldte på mortenhede.dk tilbage i maj 2018, var en ganske vidunderlig ungdomsforestilling. Den modtog i parentes bemærket også en Reumert-statuette for at være det.

Men som en online-videokonference-liveoptagelse-teaterfilm er den slet ikke i nærheden af at præstere som sin forgænger. Ser vi bort fra de tekniske uskønheder, som konceptet naturligt nok medfører, så er det stadig en metode, der skaber en brutal distance til fortællingen.

Intensiteten er simpelthen bortfløjen, idet den forsøges sendt igennem en kameralinse. Det er jo dét, at vi kommunikerer med hinanden, der er så særligt ved teatret. Det går vi først og fremmest glip af, når vi ser teater på afstand. Desværre.

Heldigvis er historien så god, og Minna Johannessons dramatisering så velfortalt, at vi får oplevelsen af en medrivende fortælling. Og skuespilpræstationerne er akkurat lige så gennemførte, som de var det på scenen i 2018. På den måde får vi det bedst mulige produkt i en amputeret teatertid.

Kun en substitut

Spørgsmålet så, om vi får tilstrækkeligt ud af metoden til, at vi hellere vil have forestillingen digitalt, end slet ikke at have den. Udover den manglende kommunikation imellem forestillingen og publikum, så er alle de øvrige udfordringer ved Teater Nordkrafts digitale version af “Dig og mig ved daggry” ude af teatrets hænder. Og det er et problem.

For der skal en umanerlig selvkontrol til at sidde i 2,5 timer med blikket rettet mod skærmen, mens solen skinner ind på stueplanten, og verden i det hele taget er til stede lige uden for computerskærmens ramme.

Lige i det øjeblik, hvor hovedpersonens far har skaffet sig et våben og skal til at begå selvmord, får min kæreste et grineanfald over noget på sin telefon. Og en stemme, der hensynsfuldt hvisker en kort besked, er stadig en stemme, der flytter fokus fra forestillingen.

Så længe Teater Nordkraft ikke kan kontrollere lyd og lys i den ende af linjen, som vi som publikum befinder os i, så er det stadig at foretrække – ja, faktisk af afgørende betydning, at vi kommer ind i den lyd- og lystætte teatersal i en fart. Vi kan ikke undvære teatret meget længere, og digitale substitutter er og bliver substitutter.

Den gode historie om det unge par, der begik selvmord sammen, blev fortalt ganske vel i teaterversionen. Kan man ikke få den, kan man stadig lade sig fordybe i bogen af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, som det hele er baseret på. Og det ville være anbefalingen fra denne anmelder.

“Dig og mig ved daggry – digitalt” viser lukkede skoleforestillinger, samt åbne forestillinger den 4. og 5. maj 2020.

Efter roman af: Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved | Dramatisering og iscenesættelse: Minna Johannesson| Medvirkende: Jela Natius Abildgaard, Alexander Clement, Lærke Schjærff Engelbrecht, Petrine Agger og Jacque Lauritsen | Produceret af: Teater Nordkraft