Tæt tekststrøm gør os ordmætte efter 25 minutter
I ”The Wave of Shit” udgør tre skuespillere tilsammen et middelmådigt menneske, der står med hele verdens problemer på sine skuldre.
★★★★☆☆
“Jeg er kun et middelbegavet menneske, og jeg er pisse bange!”
Sådan lyder den centrale replik i Caroline Malling Jørgensens nyskrevne undergangsværk ”The Wave of Shit”, der lige nu spiller på Husets Teater i København. Vores jord er alvorligt truet, og det mest rædselsvækkende ved det er, at det er gennemsnitsmennesker som dig og mig, der skal redde den.
Vi går rundt og forsøger at finde hoved og hale det: Lidt kød, ingen ko, helst fisk, danske grøntsager – helst grønne grøntsager, og så en lille smule slik i weekenden, men uden sukker. Og det handler ikke kun om klimaet. Det handler også om cancer. Om at forbruge mindre. Om ikke at snyde i skat. Om overbefolkning. Og om at spare på vandet.
Forestillingen bevæger sig igennem fem faser – vistnok baseret på Elisabeth Kübler-Ross’ model for følelsesmæssige processer fra benægtelse til accept – hvor sidste fase ender med, at vores hovedperson accepterer sin middelmådighed.
Vi savner variation
Der er meget på hjerte i ”The Wave of Shit”, og det er faktisk forestillingens mest åbenlyse problem. Efter 25 minutter er tallerkenen fuld. Vi er mætte på ord, holdninger og problemer.
Forestillingen føles faktisk som en stor bølge af lort, der skyller ind over os, og det kan jo være en pointe i sig selv. Men fra dét punkt skal der ske ophold, så vi ikke bare giver op og lader ordene blive baggrundsstøj for vores egen tankeflugt. En beskæring af manuskriptet og en større tempomæssig variation i iscenesættelsen havde gjort underværker.
Instruktør Maria Kjærgaard Sunesen har i øvrigt iscenesat forestillingen kløgtigt og humoristisk – særligt i sin leg med rekvisitterne, der alle hører hjemme i et køkken, men som bliver brugt til alt muligt andet.
Spaltede forfatterhjerner
Der er én hovedperson, men tre medvirkende i forestillingen. Vi møder dem i ens tøj, og vi forstår hurtigt, at det er den samme person splittet i tre.
Det samme greb så vi i øvrigt i Line Knutzons ”Livstidsgæsterne”, der spillede på Betty Nansen Teatret sidste efterår. Her udgjorde seks vidt forskellige typer tilsammen dramatikerens spaltede personlighed. I ”The Wave of Shit” er de én personlighed, men der er dog nuanceforskelle i deres spillestil, hvilket giver lidt variation i udtrykket.
Det er værd at fremhæve en tirade om Facebook og alt det, vi deler på Facebook. Her har dramatikeren konstrueret en Flemming Jensensk volapyktekst, og Peter Høgsbro fremfører den sprogligt virtuost, så vi fatter meningen med den.
Den bliver en syngende lussing til vores SoMe-forbrug, og så er den i øvrigt et tiltrængt gakket indslag midt i en umiddelbart uendelig tekststrøm.
“The Wave of Shit” er procederet i samarbejde med Husets Teater, hvor den spiller til den 30. juni 2021.
Dramatiker: Caroline Malling Jørgensen | Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen | Medvirkende: Stine Gyldenkerne, Gry Guldager og Peter Høgsbro | Scenografi: Simon Witzansky | Lyddesign: Erik Christoffersen | Lysdesign: Christian Vest Berntsen | Produceret af: The Wave Of Shit og Husets Teater
Del med dit netværk
