Betty Nansen Teatrets “Alice” er en eftertrykkelig skævert

nyfortolker Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”, men det surrealistiske bliver for forceret og tilstræbt absurd.

★★☆☆☆☆

er fremragende og teknisk overlegen i rollen som Alice, og er forbilledlig i den komiske figur som kaninen, som han leverer med imponerende mimik og et velovervejet udtryk. Og de øvrige medvirkende, Steffen Aarfings scenografi og Petruska Miehe-Renards kostumer er med til at understøtte historien om Alice i Eventyrland og forestillingens koncept.

Men projektet lykkes bare ikke. Iscenesættelsen bliver for overgjort, som når nogen forsøger at holde en morsom tale, og jo morsommere den forsøges at være, des mindre morsom bliver den. Sådan er det med surrealismen i Betty Nansen Teatrets ”Alice”, der bliver mere og mere grotesk og hysterisk, hvilket skubber os længere og længere væk.

Man kan sige, at når Alice hopper ned i kaninhullet, og hendes drømmeverden udfolder sig, så får hun os altså ikke rigtig med ned i hullet. Vi står billedligt talt stadig oppe på græsplænen i solen og kigger ned i det mørke hul og prøver at få et glimt af hende.

Denne version af Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland” er dramatiseret af og , der har lagt fokus på aldeles aktuelle og relevante temaer som identitet og præstationssamfund. Men det er pakket ind i moderne greb og sceniske virkemidler, der efterhånden er så fortærskede, at iscenesættelsen kommer til at virke som en for påtaget klassikermodernisering.

Det er kun enkelte scener, der rigtigt får os med på vognen. For eksempel når som Alice spiser vegansk sushi, der er lavet af følelser, og hun for hvert stykke sushi skifter udtryk, bliver det betagende ekvilibristisk skuespil. Og når kommer ind som falleret influencer-dronning med plaster i ansigtet og skævt siddende undertøj med uægte bryster og hofter, får det et skønt farceagtigt udtryk, som underholder os ganske effektivt.

Men det meningsløse får ikke rigtig flyvehøjde på den måde, som absurdistisk teater kan gøre, når det er bedst. Og vi bliver bevidste om den hårfine grænse imellem tilsigtet meningsløshed og komplet hovedløshed. Den balance rammer desværre ikke med sin iscenesættelse.

”Alice” er en eftertrykkelig skævert på , der ellers har været på en succesfærd igennem flere sæsoner. Men virkelige skæverter slås også oftest, når man tager chancer, og det skal teatret have ros for også at have gjort denne gang.

Teatret fortsætter i øvrigt sit gode arbejde med tværkunstneriske projekter, hvor dans og skuespil smelter sammen, og dét potentiale ser vi stadig i ”Alice”, hvor tre moderne dansere bidrager til fortællingen både koreografisk og med replikker på flere sprog.

Forestillingen spiller på Frederiksberg til den 23. november 2023.


Efter roman af: Lewis Carroll | Dramatisering: og | Iscenesættelse: Medvirkende: , , , , , , og | Koreografisk instruktion: | Scenografi: Kostumedesign: Komponist: Lysdesign: | Produceret af:

Del dette indlæg