Jean de France: ”Je suis avant-garde!”
Der er vendt op og ned på kritikken i Grønnegårds Teatrets ”Jean de France”, der trods løse ender bliver en både morsom og moderne komedie.
★★★★☆☆
Der gik selvsving i salen på Nørrebro Teater, da Nicolai Jørgensen i 2018 – stadig som skuespillerelev – fuldkommen stjal opmærksomheden på den stjernespækkede scene i ”Revisoren”. Sikke en galning, tænkte vi. Han var så meget for meget, at det var vidunderligt.
Hans bevægelser på scenen var overkarikerede. Han tog slapstick’en og forstørrede den. Han tog farcen til nye højder. Det var næsten som at se et menneske sætte sin egen menneskelighed til side, for at vi kunne få noget at grine ad.
Den figur har han siden holdt. Senest i ”Ebberød Bank 2.0” på Det Kongelige Teater, hvor hans biroller ingenlunde forsvandt i kulissen, men fik al den krop, de kunne trække.
Derfor synes det også mere end almindelig oplagt at give ham rollen som teaterhistoriens største skabhals, nemlig Jean de France (bedre kendt som Hans Frandsen). Efter 15 ugers dannelsesrejse til Paris, hvor han har snoldet det meste af sine forældres formue op, kommer han hjem og vender op og ned på brug og skik.
Hans beklædning er af en anden verden, hans bevægelser er eksotiske, og hans sprog er stærkt frankofilt. Han har omdøbt sig selv til Jean de France, ligesom hans forlovede Elsebeth bliver til Isabelle, Jeronimus bliver til Jérôme, og knægten Arv bliver kaldt garçon.
Og Nicolai Jørgensen lever fuldstændig op til forventningerne i ”Jean de France” på Grønnegårds Teatret. Han leverer en præstation, som de færreste kunne have gjort ham efter. Men vi savner at se, hvor vidt Jørgensen kunne have drevet galskaben i en rolle, der ikke har nogen grænse for skabagtigheden.
Kuk i karaktererne
Men sikke morsomt det bliver alligevel! Vi sidder i Odd Fellow Palæets Have, hvor forestillingen spiller under åben himmel, og mærker kæberne krampe af det konstante smil på læben. Det skyldes Jørgensens hovedrolle, men også i høj grad Tom Jensens statelige og stærkt konservative Jeronimus, samt Rosalinde Mynsters kløgtige tjenestepige og intrigemager Marthe.
Desuden morer vi os over Holbergs vidunderlige komedie, der stadig 299 år senere er aldeles genkendelig og relevant for os. Og Trine Wisbech har sammen med instruktør Charlotte Munksø lavet en nænsom opdatering af manuskriptet, der i kombination med den franske popmusik i iscenesættelsen får ”Jean de France” til at ligne en moderne farce.
Desværre er der gået kuk i karaktererne, hvilket vender op og ned på forestillingens dramaturgi. Tilsyneladende er det instruktørens hensigt at vende kritikken på hovedet og sætte spørgsmålstegn ved, om udvikling nu er så tosset endda.
Det er i hvert fald indtrykket, vi får i slutningen af forestillingen, da sympatien pludselig forskydes til Jean de France, der må flygte tilbage til Paris, hvor han kan være sig selv. Imens bliver Jeronimus’ afsluttende morale leveret med en faretruende underlægningslyd, der placerer hele den forstokkede by på afgrundens rand.
Den pointe forstærkes af Grundtvigs ”Langt højere bjerge”, som de synger i begyndelsen og slutningen af forestillingen, og her bider vi særligt mærke ved linjen: ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst. Ved jorden at blive, det tjener os bedst.”
Men hvorfor bliver Jeronimus så fremstillet som en fornuftig og velovervejet herre? Og hvorfor bliver Jeans far Frands gjort så naragtig, når han jo netop tror på, at tider skifter og sæder mildnes? Hvorfor er tjenestefolkene pludselig skurkene i en Holberg-komedie? Og hvem er så egentlig forestillingens hovedperson?
Det er et vældig interessant projekt at strikke Holbergs ”Jean de France” om til en kritik af de forandringsforskrækkede. Men der mangler at blive hæftet ende på de løse tråde.
Forestillingen spiller i Odd Fellow Palæets Have i København til den 28. august 2021.
Af: Ludvig Holberg | Tekstbearbejdelse: Trine Wisbech og Charlotte Munksø | Iscenesættelse: Charlotte Munksø | Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Rosalinde Mynster, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jebro, Tom Jensen, Jens Frederik Sætter-Lassen, Jens Gotthelf, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen | Musikalsk idé: Charlotte Munksø og Marianne Sørensen | Scenografi og kostumedesign: Karin Betz | Produceret af: Grønnegårds Teatret
Del med dit netværk
