Tryllekunstneren og stand-up-komikeren Kim Andersen optræder i en selverkendende monolog om en kunstners frustrerende jagt på det perfekte show. Kim Andersen imponerer på nye områder, men han har også plads til udvikling.
★★★★☆☆
En kunstners forsøg på at være genial presses ikke blot af hans deadline, men måske også af en helt almindelig uopfindsomhed. Hans kreativitet forstyrres af lege og flyvske tanker, men han rives ud af sin barnlige glæde, når han gang på gang indser, at han må koncentrere sig om at lave kunst. Men måske er hans kreativitet og kunstneriske glæde allerstørst i den tid, hvor han glemmer sin deadline, sine forpligtelser og andres forventninger til ham.
Kim Andersen er stand-up-komiker og tryllekunstner, og han optrådte sidste år med forestillingen “Kaptajn Andersens kropsåbninger og andre sjove sprækker”. Denne gang bevæger han sig lidt mere ind i teatergenren, men forestillingen fyldes med comedy og trylleri. Et genresamarbejde, der giver mere profit til trylleriet og komikken, end til teatret. Den gennemgående historiefortælling gør sammensætningen af tricks og jokes mere troværdig, og derfor lader vi os rive med, selv når han for eksempel fremtryller sukker til kaffen.
Foto: Jakob Halskov
Forestillingen “Kunstnerisk krise” er meget begrænset i sit indhold, men forløbet igennem forestillingen er ganske velovervejet og veldoseret. Forestillingen varer cirka en time, hvilket er passende til indholdets og forløbets ensartethed. Samtidig er fortællingen derved meget ren og præcis. Selvom der ikke som sådan er et dramaturgisk forløb, hvor helten får prinsessen til sidst, så har Kim Andersen her et budskab på hjerte, som han får lov at løfte sløret for. Det er ikke blot en sand historie fra Kim Andersens eget liv, men utvivlsomt også sandheden for mange andre udøvende kunstnere.
Forestillingen er mørk, emotionel og til tider bizar. I backstage-lokalet, hvor han sidder og forbereder sig ved et bord, ser vi ham i hans ensomme arbejde. Det bliver et rum, hvor han forsøger at bekæmpe sine overspringshandlinger, men langsomt må give efter for de følelser, der i virkeligheden fylder ham. En komiker forvandles til en ødelagt kunstnersjæl, der ikke kan meget andet, end at synge om ulykke og fordærv.
Kim Andersen som multikunstner
Kim Andersen er ved Gud ikke skuespiller – men det giver han sig heller ikke ud for at være. Dog er forventningen til ham en anden, når han laver en “teater-comedy-trylle-bastard”, som Ambassaden kalder det. Kim Andersen blander sig i den forbindelse med “skrako”-folkene, der kombinerer skuespil, rap og comedy, men han sætter samtidig sig selv i rollen som soloskuespiller i en monolog, hvor det bliver hans fortælling alene. Ikke noget, som Rune Klan og Omar Marzouk endnu har begivet sig ud i. Det er modigt gjort.
Dog er der plads til en del skuespiltekniske forbedringer, som Kim Andersen tilsyneladende også har talentet til at lære. En personlig instruktion og noget grundlæggende træning kunne få ham væsentligt længere. Til gengæld overrasker han positivt med en guitar. Hvem havde troet, at en mand, som på landsdækkende tv har fortalt jokes om incest, har så fin og følsom en stemme. Flere af hans kollegaer i comedy-branchen kæmper med at ramme tonerne, når de forsøger at synge. Her viser Kim Andersen et særligt talent.
Også musikken er skrevet af Kim Andersen, og det er lykkes ham at skrive en række sange, som matcher tonen i forestillingen. Det er oven i købet lykkes ham at skrive sange, som stadig hænger i øret på vej ud fra teatret – og så bliver man lidt flov over at gå på gaden og synge en tekst, som er så vulgær, som Kim Andersens nu kan være.
Kvaliteten og sværhedsgraden af de tricks, som Kim Andersen laver på scenen, skal der måske en fagmand til at vurdere – men variationen kunne man ønske lidt mere af. Har man set bare nogle få andre tryllekunstnere, er det til tider svært igen at blive imponeret over et stykke papir, der bliver til en bold og en tusch, der bliver væk. Det skulle undre mig meget, om Kim Andersens arsenal af magi ikke er større.
Forpremieren bød på et par tekniske fejl, som må formodes at blive rettet inden premieren i København. Forestillingen spiller på spillestedet Lygten Station i København NV den 1. september, og så spiller den to gange på Ambassaden i Aarhus den 4. september.
Medvirkende: Kim Andersen | Instruktør: Mette Rønne | Konsulenter: David Tholander, Hartvig Hansen, Magnus Errboe
Del med dit netværk
