Platt-Form får os til at grine, til vi skammer os
Vi morer os kosteligt, mens den dårlige samvittighed og selvhadet vokser i maven på os under Platt-Forms skarpe og folkesatiriske show.
★★★★★☆
Trekløveret Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby er tilbage med deres comedy-format Platt-Form efter fem års pause. Er det virkelig fem år siden? Fra dét sekund i allerførste nummer, hvor de kommer råbende ind blandt publikumsrækkerne – med sorte parykker og sort tøj som den tyske aktivist-performance-trup Sturm Und Drang – er det tydeligt, at Platt-Form allerede har vundet kultstatus. Publikum er tossede med det.
Og netop dette nummer, hvor de gør grin med politiske happenings, selvhøjtidelig kontemporærkunst og meget andet, er et ret præcist eksempel på dét, som Platt-Form mestrer: At overdrive reelle problemer, så kritikken bliver både sjov og utvetydig. For måske er Pjerrot ikke den onde repræsentant for det undertrykkende patriarkat, som Sturm Und Drang vil gøre ham til. Men der er ikke desto mindre en sandhed i, at hvide mænd er overrepræsenterede, og dét får deres absurde protest imod Pjerrot os til at tænke over.
En stærk og velskrevet sketch om det uligevægtige forhold imellem Grønland og Danmark kommer de smertelige sandheder frem i form af linjer som: “Vi elsker jer i bund og undergrund.” Og efter en 80’er-dansktop-sang med refrænet “vi savner verden af i går”, hvor plastik bare kunne smides ud ad vinduet i bilen, og ingen var bange for kød, så påpeger de ligheden mellem 80’erne og i dag, hvor inflation, truslen fra øst, atomfrygt og fremmedfjendskhed mærkværdigt nok går igen.
Foruden de satiriske kvaliteter er der også regulære show-skills hos de tre skuespillere, der virkelig formår at holde gang i salen med både sang, dans og dialoger. Nogle sketcher er enormt lange, men også her lykkes de med at fastholde energien og publikums interesse. Og samlet set giver det showet en lækker variation, når numrene ikke bare ligger som perler på en snor ligesom i andre tilsvarende sketchformater.
På den måde er Platt-Forms nye show “Er vi gået for langt?” aldeles gennemført og velfungerende, samt i lækker forlængelse af den stil, de allerede har etableret sig i. Ikke mindst er showet en fornem balance imellem folkelig underholdning og holdningsbaseret satire, hvilket er en sjælden kombination.
“Er vi gået for langt?” spiller i Glassalen i Tivoli til den 25. september 2022.
Af og med: Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby | Scenografi: Simon Holk Witzansky | Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen | Lyddesign: Martin Guldmann | Lysdesign: Malte Hauge | Produceret af: Platt-Form og Tivoli Kultur