Teatret Møllen er igen på turné med en flot og morsom forestilling. Denne gang er det med forestillingen “Sult” efter romanen af Knut Hamsun.
★★★★★☆
Forestillingen “Sult” fra Teatret Møllen er en smuk og poetisk fortælling om en fortælling om en fortæller. Et skuespil fra en roman om en forfatter. Og hvordan får man sådan en sammensmeltning til at lykkes? Har man set forestillingen “Sult”, så kan man sige: “Sådan gør man!” For Teatret Møllen har endnu en gang lavet en forestilling, der på én gang er vedkommende og nostalgisk – som både distancerer og kommer helt tæt på.
De fire skuespillere omkring vores hovedperson fortæller hovedpersonen igennem sin rejse ind og ud af sulten, såvel som ind og ud af grådigheden. Og vores stakkels hovedperson – ædelt og ekstremt spillet af Glenn Ziqver Xavier – vælter rundt i sin egen tilværelse som en marionetdukke. Snorene styres af skuespillere, der samtidig spiller de forskellige roller omkring ham. Så nu spørges: Hvem kom først – forfatteren eller ordene? I dramatiseringen og iscenesættelsen af Alex Byrne er spændet mellem fiktion og selvbiografi fra Knut Hamsuns hånd skånsomt ført med ind på scenen.
Forestillingen er som helhed et virvar af poesi, humor, lavkomiske gags og højkulturelle spidsfindigheder. Den musikalske underlægning fører os ved hånden igennem stemningsskiftene og historiefortællingen, så gymnasieklassen i teatersalen denne aften også kunne forstå det. Denne anmelder kunne imidlertid ønske sig at føle lidt mere på eget initiativ og ikke på foranledning af et malerisk soundtrack. Desuden er forestillingen meget ‘Møllensk’. På scenen har vi både Connie Tronbjerg og Ole Sørensen, som mere eller mindre har stået der siden 1980’erne. De slidte skabe dufter langt væk af Gitte Kath, som har været scenograf hos Teatret Møllen siden 1975. Men så ved man jo også, hvad man får.
Og lad os så ikke glemme Glenn Ziqver Xavier! Han leverer mimisk en præstation langt ud over det sædvanlige. Hans ansigt kan lægges i folder, som er en Thomas Mørk værdig. Han har en komisk sans, som får hans små lyde, der ikke engang er ord, til at virke som knivskarpe punchlines – udelukkende ved hjælp af timing og kropslig fornemmelse. Hans hovedrolle i “Sult” bliver vulgært overspillet, men samtidig med den dybeste sikkerhed og troværdighed. Han kan spille en kærlighedsscene som en Romeo og en grådighedsscene som en Harpagon. Og sulten gør ham lige så omsorgsvækkende som den lille pige med svovlstikkerne.
Forestillingen er på turné og spiller på Teatret Svalegangen ind til den 2. november.
Forfatter: Knut Hamsun | Manuskript og instruktion: Alex Byrne | Medvirkende: Glenn Ziqver Xavier, Robert Orr, Penille Albæk Andersen, Connie Tronbjerg og Ole Sørensen | Kunstnerisk input: Kjell Moberg | Scenografi: Gitte Kath | Musik og afvikling: Lars Rødbroe | Produceret af: Teatret Møllen og New International Encounter (NIE)