Aarhus Teater opfører Ibsens “Rosmersholm”, som de beskriver som en psykologisk thriller. Psykologisk, jovist, men thrilling? Ikke rigtigt.
★★★☆☆☆
Det hører sig til, at en landsdelsscene som Aarhus Teater bør opfører klassikere indimellem, og denne gang har man valgt “Rosmersholm” af norske Henrik Ibsen. Men hvad er grundlaget for sådan et valg? Hvad kan “Rosmersholm”, som eksempelvis “Richard III” ikke kan? Det må nok være den ironiske opfattelse af radikalisme, som vi i dag putter ind i Ibsens værk, fordi vi i et vist omfang har et radikalt styre i dag, og alligevel er vi langt fra fritænkeriet.
Foto: David Bering
Men opsætningen griber aldrig rigtig fat om den ironi – eller for den sags skyld nogen anden holdning om radikalisme eller konservatisme, og derfor bliver “Rosmersholm”, der ofte omtales som Ibsens andet mesterværk efter “Vildanden”, en anelse kønsløs. Vi putter os i sæderne og ser med distance op på skuespillerne, der prøver at fortælle en over 100 år gammel historie.
Dermed ikke sagt, at “Rosmersholm” ikke længere kan være aktuel. Måske kommer vi en dag tilbage til den samme stræben efter fritænkeriet. Om ikke andet, så er der andre dele af dramaet, der er mere evigtgyldige; historien om den forbudte kærlighed og den syndige lyst. Pastor Johannes Rosmer, der midt i sorgen over sin afdøde hustru, indser den tiltrækning, som han måske hele tiden har haft til sin veninde frøken Rebecca West. Og hun til ham.
Men det er et kærlighedsdrama, der ikke kommer egentligt i dybden. Pastor Rosmers forelskede synes noget letkøbt fra Thomas Bangs side, og når det forelskede par til sidst tager det sidste alvorlige skridt i deres kærlighedsforhold, bliver det et noget lumpent klimaks.
Scenografisk set er forestillingen smuk og stilsikker, og vi får som publikum en fornemmelse af at være lukket inde sammen med skuespillerne i Rosmersholms forbandelse. Og lydbilledet oven over forestillingen fejer diskret hen over vores bevidsthed, hvilket for musikken til at bidrage nærmest filmisk til oplevelsen.
Spændingen i denne thriller dukker aldrig for alvor op, og derfor lykkes instruktør Thomas Bendixen og Aarhus Teater ikke helt med den genrebetegnelse. Der bliver kortvarigt bygget op til en vaskeægte cliffhanger før pausen, men luften går efter pausen igen lidt af ballonen.
Foto: Rumle Skafte
På skuespillersiden er der til gengæld lækkerier på scenen. Marie Louise Wille spiller som altid disse unge kvinderoller, der på overfladen er yndige og uskyldige, og som har sine mørke sider på bunden, med følsomhed og en selvsikker styrke. Forførende går hun ind i sine roller. Og Ibsens dårlige samvittighed og depressive forfatterånd bliver ekstraordinært udforsket af Kim Veisegaard i form af forfatteren Ulrik Brendel. Han er især forestillings lyspunkt.
“Rosmersholm” spiller på Aarhus Teaters Scala-scene frem til den 15. februar 2014.
Dramatiker: Henrik Ibsen | Medvirkende: Thomas Bang, Marie Louise Wille, Niels Ellegaard, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard og Kristian Ibler | Iscenesættelse: Thomas Bendixen | Oversættelse og bearbejdning: Thomas Bendixen | Scenografi og kostume: Steffen Aarfing | Lysdesign: Benjamin La Cour | Lyddesign: Kim Engelbredt
Del med dit netværk
