ANMELDELSE: Bakkens Hvile 2023

Tina Grunwald - Bakkens Hvile

Legendernes tid er ikke forbi i Bakkens Hvile

Mens hastigt nærmer sig 150 år, fejrer syngepavillonen en 40-års jubilar på scenen og de legendariske syngepiger igennem tiden.

★★★★☆☆

Er det overhovedet muligt at følge med tiden og samtidigt værne om historien? Ja, i syngepavillonen , der nu spiller på 146. år, er der plads til både alt hylde koryfæerne, der har markeret sig igennem århundreders visetradition, og samtidig spidde vores digitale liv og det politiske landskab anno 2023.

De fire damer på scenen, , Tina Grunwald, Ann Farholt og Sus Mathiasen, der alle er gengangere fra sidste år, stiller igen op med både forførende charme, munter kækhed og kinderblussende frækhed. Og sangene er en skøn sammensætning af mere eller mindre bramfri viser fra dén om Rolf, der spiller golf og ikke rigtig kan ramme hullet, til dén om sjussen og kulingen og andet, der helst skal være stiv.

er i sit es i nummeret om at være sur for en sikkerheds skyld, der er en lækker latinmelodi komponeret af Farholt selv sammen med og med tekst af . Farholt holder ikke igen med de fysiske udbrud under sangen, som hun synger stilsikkert og overskudsagtigt.

, der leder “Hvilen” både på scenen og som direktør, synger i år endnu mere passioneret og med historisk tyngde syngepigeklassikeren “Bakkesangerinden” af Poeten og Epe. Og hendes sang om, at det ikke længere er spændende at være kvinden bag partneren, partiformanden Morten Messerschmidt, efter at hans problemer har løjet af, og hun derfor har en ny og mere udfordret partiformand i sigte, er skønt udført af Wessman og snurrigt skrevet af .

Sus Matiasen har sin anden sæson i , men har allerede fået rutine i syngepigestilen, hvor hun spiller på en naiv og piget stemme, der ikke bare passer til traditionen, men også komplementerer de tre andre i udtrykket. Særligt begavet er hendes sang om en tur i hestevogn i Dyrehaven, som er mindst lige så begavet skrevet og komponeret af husets kapelmester .

Endelig er der sæsonens hovedperson, bakkesangerinden og kostumieren , der i år kan fejre 40-års jubilæum. Måske er det en del af årsagen til, at hun synes at stråle endnu mere i denne sæson end de forrige tre, som denne anmelder har fulgt. I hvert fald er hun strålende i blandt andet Sigurd Barretts sang om at være elektrisk, ligesom hun naturligt indtager pladsen som midtpunktet i Leif Maiboms fornemme hyldestnummer til hende.

har igen i år instrueret forestillingen, der er sammensat med sans for stemninger og udtryk, ligesom der gøres plads til både fortid, nutid og fremtid. Særligt bemærkelsesværdigt er en kavalkade af klassiske viser, som bliver et fint hyldestnummer for syngepavillonens historie. Og med både smartphones og cheerleaders, samt en omskrivning af Preben Kaas’ mandenummer “Hvad skal vi med kvinder”, der her bliver til “Hvad skal vi med mandfolk”, gør forestillingen både moderne og original.

Forestillingens mangler er få, men dog markante. Særligt savner vi en strammere og mere showpræget koreografi, hvor forestillingen i år bliver unødigt statisk og med for få variationer. Derudover var der – i hvert fald på premiereaftenen – ikke den samme grad af publikumsinteraktion og improvisation, som der har været i de senere år. Og det er et element, der er fundamentalt for både stemningen i salen og for det kabaretformat, som bygger på.

Men alt i alt er igen i år en fræk, festlig og smukt beklædt forestilling, der varmer alle de rigtige steder.

Forestillingen spiller på Dyrehavsbakken til den 2. september 2023.

Tekst og musik:Iscenesættelse og koreografi: | Kapelmester: | Medvirkende: , , og | Kostumer: , , og | Produceret af:

Del med dit netværk

Andre læste også ...