”Sister Act” bæres af gospelsang og enkelte medvirkendes præstationer
Når der er nonner på scenen, har vi en fest, men resten af musicalen ”Sister Act” på Det Ny Teater præges af tekniske fejl og dårlig smag.
★★★☆☆☆
Den populære film ”Halløj i klosteret” fra 1992 med Whoopi Goldberg i hovedrollen blev i 2006 omdannet til musical med premiere på Pasadena Playhouse i Californien, hvor den slog lokale salgsrekorder. Men anmelderne var ikke udelt begejstrede efter urpremieren i Pasadena, og det samme gjaldt efter Broadway-premieren i 2011. Desværre får den danske opsætning på Det Ny Teater heller ikke denne anmelder op at ringe.
Musikken er god, og de medvirkende synger godt. Men de dialogbårne scener er til gengæld flade, usjove og mildt sagt uinteressante. Der er i handlingen pillet scener ud for at gøre plads til endnu mere sang og dans. Og selvom netop de store ensemblescener med hele nonneflokken i kor er musicalens styrke, så er fravalget af dramatik altså en temmelig hovedløs beslutning. Og tematisk lider musicalen også under at være groft forsimplet i forhold til filmen.
Nå, men nu har man jo valgt dén forestilling, og så må man få det bedste ud af den. Men det gør Det Ny Teater desværre slet ikke. Tværtimod bliver stereotyperne tegnet endnu mere unuanceret, æstetikken og virkemidlerne er gammeldags, og teksten er så uelegant oversat og sammenpresset på rim og versefødder, at det ofte bliver ufrivilligt morsomt at høre på. Og instruktør Lee Proud har ikke evnet at høvle selv de mest åbenlyse knaster væk.
I dialogscenerne halter timingen i replikkerne så alvorligt, at det nogle gange bliver tåkrummende pinligt. Og når gangsterne jagter Deloris med høj pistolføring, så bliver det som Pink Panther-agtigt slapstick, mens abbedissens bekymringer på klosteret bliver så overspændt dramatiske, at disse to vidt forskellige spillestile i kombination virker absurde.
Kan den kluntede oversættelse og de kitschede valg i iscenesættelsen mon være bevidste? Er det meningen, at vi skal have en ironisk distance til forestillingen? I så fald er projektet lykkes. Men dårlig smag bliver jo ikke bedre af at være med vilje.
For denne anmelder er ”Sister Act” på Det Ny Teater temmelig pinagtig, men helhedsoplevelsen vejes heldigvis op af flere af de medvirkende, som til gengæld præsterer fremragende. Først og fremmest er Julie Steincke bomstærk vokalt i sangene, ligesom hun får lov at dyrke sine komiske talenter i hovedrollen som Deloris. Vi kunne kun ønske os endnu mere af det. Og som hendes sidestykke udi både sangstemme og funny bone er Anne Herdorf et vidunderligt indslag i nonnesøsterflokken.
Desuden får Tomas Ambt Kofod, Marianne Mortensen, Mira Balloli og Henrik Lund alle med held både komik, karakterformidling og troværdighed med på scenen. Og et enkelt rørende øjeblik opstår også imellem Henrik Lund og Julie Steincke, da et gammelt kammeratskab til sidst begynder at ligne spirende kærlighed.
Stort set hver gang, der er en nonne på scenen, er der en fest i salen. Og selv den mutteste anmelder kan ikke lade være med at klappe med og smile ad det farverige og glade udtryk.
Men indimellem er der desværre tid til at sidde og mukke over de tekniske fejl og den bedagede æstetik, der går igen i flere af de seneste produktioner på Det Ny Teater. Udviklingen synes at være gået i stå, mens dansk musical buldrer derudad på landets øvrige scener. Det bliver afgørende, om den nyligt tiltrådte direktør kan få Det Ny Teater med på den igangværende udviklingsbølge.
“Sister Act” spiller i Købehavn til den 26. november 2023.
Musik: Alan Menken | Sangtekster: Glenn Slater | Manuskript: Cheri Steinkellner og Bill Steinkellner | Oversættelse: Kenneth Thordal | Kapelmester: Per Engström | Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud | Medvirkende: Julie Steincke, Al Agami, Marianne Mortensen, Tomas Ambt Kofod, Anne Herdorf, Mira Balloli, Pia Rosenbaum, Anna Gadborg, Mette Ladekarl, Henrik Lund, Max-Emil Nissen, Oliver Poulin, Morten Adelhardt Kristensen, Emilie Hjul Sanderhoff, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Niklas Frandsen, Nikoline Harriet, Paul James Rooney, Elise Ruusunen, Nanna Hjort Rossen, Frederik Espenhain, Josephine Feit og James Leece | Scenografi og kostumedesign: Simon Wells | Lysdesign: David Howe | Produceret af: Det Ny Teater
Del med dit netværk
