Det Ny Teaters “Anastasia” savner nænsomhed
Musicalen “Anastasia” byder på historisk romantik med klassiske tematikker, men opsætningen på Det Ny Teater gungrer ukontrolleret derudad.
★★★☆☆☆
Fortællingen om Anastasia tager udgangspunkt i den virkelige historie om tsarfamilien Romanov, der herskede i Rusland frem til revolutionen i 1917, hvor de blev tvunget til at abdicere. Herefter blev familien holdt i husarrest ind til deres henrettelse i 1918.
Musicalen “Anastasia” bygger på en myte om, at tsarens yngste datter, Anastasia Nikolajevna, undslap husarresten med hukommelsestab, og flere kvinder hævdede efterfølgende at være den “forsvundne” Anastasia. Mest omtalt var Anna Anderson, der påstod at have mistet hukommelsen. Hendes identitet var omdiskuteret, og hun blev genkendt som Anastasia af nogle, men hun blev aldrig officielt anerkendt som tsarens datter. Og efter senere fund af de jordiske rester i kælderen, hvor familien blev henrettet, peger alting på, at Anastasia døde sammen med resten af familien i 1918.
I musicalen opsøger Anya sin formodede bedstemor, enkekejserinden Maria Feodorovna, i Paris sammen med anarkisterne Vlad og Dmitri, der håber på at få en findeløn til gengæld. Men denne enkekejserinde, der her til lands er bedre kendt som Dronning Dagmar, boede på dét tidspunkt i eksil i Danmark og havde ingen tilknytning til Paris.
Men trods de faktuelle fordrejninger, dramatiske overdrivelser og romantiseringer er “Anastasia” en musical, der i høj grad bygger på historiske kendsgerninger, hvilket giver en klædelig tyngde til de lidt fortærskede temaer såsom identitet og kærlighed, som musicalen behandler. Og i det nuværende politiske klima i Rusland er indblikket i den lille flig af russisk historie ikke helt utidig og uvæsentlig.
Musicalen er velkomponeret af Stephen Flaherty med gode orkestreringer og fængende melodier, og handlingsforløbet er overordnet set ganske spændende.
Desværre lander den slet ikke på benene i Det Ny Teaters opsætning, hvor Lee Proud har iscenesat og koreograferet musicalen. Hele første del af musicalen gungrer derudad i et højt og kaotisk tempo, hvor kulisser og dansere og følelser kappes om at fylde mest muligt på scenen. Og sangerne såvel som orkestret er næsten konstant på maksimal styrke, hvilket simpelthen gør os lydmætte, før vi er kommet ordentligt i gang.
I anden del af forestillingen begynder dramatikken og variationen at få lidt mere af iscenesætterens opmærksomhed, og nogle scener – mest tydeligt i samspillet mellem Julie Steincke som hofdamen Lily og Kim Hammelsvang som Vlad – bliver aldeles vellykkede både i forhold til dialoger og sange. Først her ser vi, hvad forestillingen kan med veldoseret humor og underspillet romance.
For denne anmelder er “Anastasia” langtfra en skøn musicaloplevelse. Den er simpelthen for unænsomt og støjende iscenesat og koreograferet.
Når det er sagt, så er (det meste af) historien værd at opleve, ligesom der i besætningen er en stribe dygtige sangere, som man imponeres af. Foruden Steincke og Hammelsvang, som allerede er nævnt, er Emilie Groth som Anya, Mathias Hartmann Niclasen som Dmitri og Mikkel Hoé Knudsen som bolsjevikkommisær Gleb absolut frydelige at lytte til vokalt. Derudover leverer Marianne Mortensen en aldeles seværdig skuespilpræstation som den hårde, statelige og dog hjertelige enkekejserinde Maria Feodorovna.
Musicalen “Anastasia” spiller på Det Ny Teater i København til december 2024.
Manuskript: Terrence McNally | Musik: Stephen Flaherty | Sangtekster: Lynn Ahrens | Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud | Kapelmester: Jesper Frank Christensen | Oversættelse: Kenneth Thordal og Vibeke Dueholm | Medvirkende: Emilie Groth, Mathias Hartmann Niclasen, Kim Hammelsvang, Mikkel Hoé Knudsen, Marianne Mortensen, Julie Steincke m.fl. | Scenografi og kostumer: Gabriela Tylesova | Lysdesign: Timothy M. Deiling | Lyddesign: Richard Sharratt | Produceret af: Det Ny Teater
Del med dit netværk
