Peer Gynt for nørder
Det er ikke ligefrem teater for folket, når Det Kongelige Teater og Dansk Danseteater nyfortolker “Peer Gynt” på Skuespilhusets Store Scene.
★★★☆☆☆
Det Kongelige Teater er gået sammen med Dansk Danseteater om forestillingen “Peer Gynt”, der nu spiller på Store Scene i Skuespilhuset i en nyfortolket version. Anja Behrens står bag bearbejdelsen og iscenesættelsen af Henrik Ibsens klassiker, og det er blevet til en mørk og moderne kollage af scener, der tilsammen bliver som en kalejdoskopisk reprise af værket.
Man får ikke megen hjælp her, hvis man ikke i forvejen kender “Peer Gynt”. Det har man bare at have læst op på hjemmefra. Anja Behrens har ikke tænkt sig at holde os i hånden, men kommunikerer direkte til nørderne med dansescener med hvide plastikhavemøbler og en nøgen mand i tåspidssko. Det må vi selv fylde betydning i. Eller som når en troldkvinde bliver gravid og føder et pund kartofler, der triller ud på gulvet hjemme hos Peer.
Her skal man altså helst på forhånd have sat sig ind i kartoflernes symbolske betydning i troldenes verden, og hvad det egentlig er, at troldkvindens barn (eller ikke-barn) repræsenterer. Det havde denne anmelder ikke, hvorfor det hele føltes temmelig fremmed og uforståeligt – ikke mindst idet forestillingen heller ikke har en dramaturgisk fremdrift og en decideret historiefortælling, man kan hægte sig på.
For denne anmelder er det vigtigt, at teater hverken taler ned til eller hen over hovedet på sit publikum. Det er en svær balance at finde; både at intellektualisere for de indviede og få de uindviede med – men hvem har sagt, at kongelig scenekunst skulle være let? I hvert fald synes “Peer Gynt” at spille for et snævert publikum på den scene, der nok burde være den folkeligste af dem alle.
Når det er sagt, så er scenerne i hendes version af “Peer Gynt” lækkert dryppende af intensitet og kropssved. Amancio Gonzalez bevæger sig på én gang både elegant og brutalt rundt om Peer på snuden af sine tåspidssko med bøjede knæ, hvilket får ham til at ligne en satyr, der både kan repræsentere Peers ego, døden, skæbnen eller noget helt fjerde. Hans tilstedeværelse bedrager nærmest konstant med spænding til scenerne.
Patrick Baurichter, der spiller Peer, og Karen-Lise Mynster, der spiller hans mor, Åse, lykkes især med at fortælle historien om det komplekse forhold imellem dem, hvilket både har bevægende og humoristiske momenter. Og Solveig, der er et billede på det stabile og jævne liv, som Peer flygter fra igennem løgne og selvfornægtelse, bliver skildret fint og betagende af Fanny Louise Bernth.
Desuden er dovregubbens dyriske rige fabelagtigt skildret af danserne og skuespillerne i ensemblet, der i høj grad er bærende elementer både i forhold til konkrete scener og for forestillingen i det hele taget.
For overordnet set er det altså ikke hyggeteater, vi bliver budt på i Skuespilhuset, og de knap 90 minutter, som forestillingen varer, bliver allerede temmelig langvarige, før vi er halvvejs. De overdrevne abstraktioner får os til at sidde og stryge os selv intellektuelt på hagen. Pludselig – når et udtryk som “fair nok” sniger sig ind i de ellers så højdanske og fint rimende replikker på vers, eller når troldkvinden med stor patos halverer en kartoffel midt på scenen – så kan vi ikke holde masken længere, og et forløsende fnis spreder sig på publikumsrækkerne. Ellers emmer forestillingen af et prætentiøst koncept, som vi bare ikke rigtigt køber.
Det Kongelige Teater og Dansk Danseteaters fælles opsætning af “Peer Gynt” er således en ambitiøs nyfortolkning, der både udfordrer og provokerer. Med intens kropslighed og et komplekst univers åbnes der for mange fortolkninger, men samtidig mister forestillingen sin almene relevans og henvender sig primært til et publikum, som i forvejen har indgående kendskab til forlægget.
“Peer Gynt” spiller i København til den 28. februar 2025.
Dramatiker: Henrik Ibsen | Oversættelse: Søren R. Fauth | Iscenesættelse og bearbejdelse: Anja Behrens | Medvirkende: Patrick Bauricther, Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth, Amancio Gonzalez, Elliott Crosset Hove, Karin Bang Heinemeier, Hilde Ingeborg Sandvold, Lukas Hartvig-Møller og Jessica Lyall | Scenografi og kostumedesign: Karin Gille | Musik og lyddesign: Emil Assing Høyer | Videodesign: Rasmus Kreiner | Lysdesign: Súni Joensen | Produceret af: Det Kongelige Teater og Dansk Danseteater
Del med dit netværk
