Rasmus Kreiner

ANMELDELSE: Peer Gynt, Det Kongelige Teater

Det er ikke ligefrem teater for folket, når Det Kongelige Teater og Dansk Danseteater nyfortolker "Peer Gynt" på Skuespilhusets Store Scene.

Olaf Johannessen og ensemblet kombinerer humor og tragedie i fortællingen om det ultimative nederlag i Det Kongelige Teaters "Richard II".

Alt for mange idéer og virkemidler gør Det Kongelige Teaters ”Hex” til en kaotisk og uklar forestilling om hekseprocesserne omkring år 1600.

Konceptet er klart, og solistpræstationerne er gode, men tilsammen bliver Det Kgl. Teaters ”Den vægelsindede” for fjollet og flagrende.

Peter Langdals rodebutik af en iscenesættelse gør teksten mere håndgribelig i Det Kongelige Teaters opsætning af Linn Ullmanss ”De urolige”.

Trods gode præstationer er det svært at se, hvad teaterformatet bidrager med til Anne Linnet-teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her”.

Jakob Martin Strids børnebog "Den utrolige historie om den kæmpestore pære" er flot og munter i Det Kongelige Teaters finansstærke produktion.

De vigtige pointer og den eksemplariske skuespiller vægter ikke nok i forhold til tekniske fejl og et for ufokuseret manuskriptarbejde.

Det var meningen, at "Googleren" skulle have spillet på scenen, men nu er den omformet til en digital version. Og det klæder ikke værket.

Krigen har ingen vindere i Bertolt Brechts ”Mutter Courage og hendes børn” fra 1939, der på Det Kgl. Teater bliver for teknisk dominerende.