Iscenesættelsen af Ibsens klassiker ”Gengangere” er respektfuld over for tiden. Den kombinerer vor tids scenekunst med 1800-tallets nyklassiske teatertradition, og det er uden at gå på kompromis med spillekunsten.
★★★★★☆
Det skulle vise sig at blive en storslået aften på Scala-scenen i Aarhus Teater. Inge Sofie Skovbo og Thomas Levin har i den seneste tid prydet plakaterne på teaterpladsen, og alting tydede på et strålende samspil mellem de to generationer – og de levede op til forventningerne.
Thomas Levin mestrer det infantile spil af en optrappende sindssyge, der konstant bekæmper den barnlige livsglæde og nysgerrighed. Fuldskaben og gråden er udfarende og spontan, hvilket i visse øjeblikke kunne synes ukontrolleret, men som mest af alt er karakterskabende.
Sammen med Inge Sofie Skovbo bliver denne spontanitet udfordret stærkt, stilsikkert og suverænt af en skuespillerinde, hvis store scene- og karaktererfaring fylder hele Scala med ‘og her har vi så enkefru Alving’. En særlig stor fornøjelse!
Iscenesættelsen bar tydeligt præg af naturalisme, som helt og holdent syntes at være i Ibsens ånd. Det blev komplementeret af Rufus Didwiszus‘ æstetiske scenografi, der sætter spillerne på en spilleplade i et hvidt lokale. Bagvæggen var dekoreret af en diskret videoprojektion, som for en gangs skyld ikke blev fremmedgørende men bidrog positivt til æstetikken.
Instruktør Mick Gordon har oven i købet ladet spillerne flytte sig rundt i en naturalistisk tanke, hvor en entré, en monolog eller en vigtig replik sagtens kan siges med ryggen mod publikum. Desuden blev der skabt nogle eftertænksomme tomrum i iscenesættelsen, som lod os få et blik direkte ind i karakteruniverset. Dette blev gjort med rørende akkompagnement af musik og lysdesign.
Og lad os aldrig glemme Kim Veisgaard, som spillede rollen som Jakob Engstrand med timing, charme og præcision. Karakteren bliver vores indgang som publikum til forestillingens univers og personer – et uundværligt element i en dynamisk rollebesætning.