Big Daddy skal dø, og nu begynder arvekampen

Det er en sjov slapstick-humoristisk iscenesættelse, der holder niveauet oppe på Betty Nansen Teatrets ”Kat på et varmt bliktag”.

★★★★☆☆

På en kæmpe bomuldsplantage i USA, med 13.000 hektar fed jord og intet andet end sine egne marker i sigte, har ejeren Big Daddy igennem livet arbejdet sig op til at blive mangemilliardær. I ”Kat på et varmt bliktag” møder vi ham på hans fødselsdag, som han fejrer sammen med sin kone og sine børn, svigerbørn og børnebørn.

Big Daddy er døende, men det ved han ikke selv, og han har ikke skrevet et testamente. Så nu vil arvingerne forsøge at fedte sig til fars kærlighed, så de hver især bliver betænkt med mest muligt. Det er således både DR’s dramaserie ”Arvingerne” og Shakespeares ”King Lear” om igen.

I ”Kat på et varmt bliktag” bliver det til et verbalt blodbad a la ”Hvem er bange for Virginia Woolf” imellem de to brødre og deres hustruer. Og Big Daddy, der tror, han har fået en raskmelding fra lægen, bruger sit genopdagede helbred til at få sagt nogle sandheder til såvel sine sønner som til sin kone.

Tråde ud i verdenslitteraturen

Den ene søn drikker for meget. Og som Jeppe på Bjerget siger: ”Folk siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker.” Han kæmper med sine indre dæmoner, med forventningspres og forpligtelser.

Den anden søn, den ældste, føler sig overset som den naturlige kronprins, fordi Big Daddy, ligesom i lignelsen om den fortabte søn, favoriserer den yngste bror. Han flankeres af en overmoderlig hustru, som med show og sang fra deres fem børn og med spydige kommentarer til den yngre søns barnløshed, ikke skyr nogen midler for at få del i arven.

Denne klassiker af Tennessee Williams havde første gang premiere i 1955, og selvom familiestrukturen har ændret sig en del siden da, så trækker de grundfølelser, som ”Kat på et varmt bliktag” behandler, tråde igennem hele verdenslitteraturen.

Rimelig gennemsnitligt teater

Minna Johannessons iscenesættelse af ”Kat på et varmt bliktag” på Betty Nansen Teatret er slapstick-humoristisk og betagende idérig. Det er, som om komikken bare lader sig trille afsted som en snebold, der bliver større og større.

Her kommer en lurende mand op i palmetræets krone, og børneflokken kommer med skarp timing brasende ind og forstyrrer dramaet på mere og mere absurde tidspunkter. Man kunne blive ved med eksempler ned i bittesmå detaljer.

Når det er sagt, så er skuespilpræstationerne, scenografien, lys og lyd, samt selve personinstruktionen ikke særligt betagende – og heller ikke det modsatte. Det er en opsætning, som bærer en masse kvaliteter og store potentialer, men som bliver lidt for ordinær og lige ud ad landevejen.

Det ku’ være så godt, men så’ det faktisk ret gennemsnitligt.

Af: Tennessee Williams | Oversættelse: Madame Nielsen | Iscenesættelse: Minna Johannesson | Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannessen, Ditte Gråbøl, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen m.fl. | Musiker: Mikkel Hess | Scenografi og kostumer: Christian Friedländer | Lysdesign: Christian Alkjær | Produceret af: Betty Nansen Teatret

Del med dit netværk