Den Kongelige Ballet er i topform

Parringen af Wayne McGregors “AfteRite” og Harald Landers “Etudes” er noget søgt, men de to værker viser os et balletkompagni med råstyrke.

★★★★★☆

Det Kongelige Teaters balletmester Nikolaj Hübbe indleder sin programtekst med at påstå, at man sagtens kan se en sammenhæng imellem de to balletter, der udgør aftenens program i Operaen.

Den første er den engelske koreograf Wayne McGregors nyskabte ”AfteRite”, mens den anden er ”Etudes” – Harald Landers klassiker fra 1948.

Men det er den tyndeste undskyldning, man kunne forestille sig. Jo, vist er der noget rituelt og gentagende over dem begge, ligesom balletmesteren påpeger. Men de to balletter beviser mest, hvor grundlæggende forskellige de er.

Kunne balletmesteren dog ikke blot stå ved, at han har programsat to koreografiske sværvægtere for at bevise, at hans balletkompagni er i topform? For dét er det.

Et umage par

Wayne McGregor skaber komplekse koreografier af moderne ballet, der vender vrangen ud på menneskedyret. Derimod er Harald Landers ”Etudes” en mesterligt koreograferet kollage af klassisk ballet, der kærtegner balletkunsten på den fineste måde.

I ”AfteRite” er russiske Igor Stravinskij komponisten bag den skræmmende og voldsomme musik, der vrider tonerne og takterne imellem hinanden, så musikken opstår ud af det uskønne. I ”Etudes” er det danske Knudåge Riisager, der har komponeret den luftige og klassisk-symfoniske musik.

Og hvor ”AfteRite” dyrker det asynkrone og små detaljer i hver enkelt dansers tilstedeværelse på scenen, så dyrker Harald Landers ”Etudes” de synkrone scener med ballerinaer på rad, de høje spring og de gentagende serier.

Disse to værker er altså væsensforskellige, og foruden at give anledning til at vise et imponerende niveau i balletten, så er det svært at se en egentlig mening i parringen af McGregor og Lander.

Kvindernes triumf

For tiden ser det ud til, at solodanser Ida Prætorius ikke kan sætte en fod forkert på balletscenen. I ”Etudes” svæver og snurrer hun lige så ubesværet, som det tyl, hun har i skørtet, fejer igennem luften.

I ”AfteRite” har hendes kollega, solodanser J’aime Crandall, en nærmest overmenneskelig fysik. Hun kaster sig ind i McGregors rappe koreografi med en kropslig sikkerhed, der opsluger vores opmærksomhed.

De øvrige dansere løser begge koreografier ganske udmærket, og det er kun de få steder, hvor synkroniteten ikke er lige i øjet, der gør os opmærksomme på, hvor synkrone de faktisk er i Landers traditionelle koreografi.

Dog er det mærkbart, at den ballettradition og skole, som Lander var med til at udvikle i Danmark som balletmester i årene 1932-1951, stadig falder korpset mere naturligt, end McGregors moderne ballet.

---

AfteRite

Koreografi: Wayne McGregor | Musik: Igor Stravinskij | Iscenesættelse: Wayne McGregor m.fl. | Dirigent: Vello Pähn | Medvirkende: Benjamin Buza, Jonathan Chmelensky, J’aime Crandall, Gregory Dean, Kaledora Fontana, Wilma Giglio, Marcin Kupiñski, Matteo Di Loreto, Vitor De Menezes, Elenora Morris, Liam Redhead, Eukene Sagues, Ryan Tomash m.fl. | Orkester: Det Kongelige Kapel | Scenografi og kostumer: Vicki Mortimer | Lysdesign: Lucy Carter | Videodesign: Ravi Deepres | Produceret af: Studio Wayne McGregor

Etudes

Koreografi: Harald Lander | Musik: Knudåge Riisager | Iscenesættelse: Thomas Lund m.fl. | Dirigent: Vello Pähn | Medvirkende: Ida Praetorius, Jón Axel Fransson, Guilherme De Menezes, Caroline Betancourt, Alisha Brach, Heather Dunn, Astris Elbo, Wilma Giglio, Stephanie Chen Gundorph, Ji Min Hong, Camilla Ruelykke Holst, Elenora Morris, Emma Riis-Kofoed, Silvia Selvini, Tara Schaufuss, Lydia Bevan, Benedicte Boier, Viktoria Falck-Schmidt, Kaledora Fontana, Giordana Gallo, Emma Håkansson, Birgitta Lawrence, Marina Minoiu, Eukene Sagues, Stephanie Sahlgren, Anna Westerholm, Emilie Palsgaard-Jensen og Victoria Bell | Orkester: Det Kongelige Kapel | Kostumer: Lisse Lander og Rikke Korfix | Produceret af: Det Kongelige Teater