”Den store Gatsby” vakler i konceptet
Odense Teaters ”Den store Gatsby” er enten for teatralsk eller ikke teatralsk nok og ender derfor som et halvdårligt stykke skuespil.
★★★☆☆☆
Nogle gange er toget bare kørt. Ham eller hende, man forelskede sig i, er blevet gift med en anden. Nu er årene gået, men forelskelsen er kun vokset år for år. Drømmen om at skubbe rivalen af pinden og leve lykkeligt til sine dages ende er blevet som en besættelse.
Sådan går det for Jay Gatsby i Francis Scott Fitzgeralds klassiske roman, der nu opsættes som teaterforestilling på Odense Teater. Han griber ud efter drømmen, og i et øjeblik ser det hele ud til at ende godt.
Men drømmen brister på tragisk vis. Imens står vores fortæller, Nick Carraway, i midten af historien; han er nabo og ven til Gatsby og fætter til Gatsbys drømmekvinde, Daisy Buchanan. Og han minder os om, at vi ikke kan gå baglæns igennem livet og betragte fortiden.
Den pointe lever fint i Odense Teaters ”Den store Gatsby”, og fortællingen er klar og tydelig i Nicolei Fabers dramatisering og iscenesættelse. Men Gud, hvor det føles som en lang aften i teatret.
For lidt af for meget
For ét af forestillingens greb er tilsyneladende at udstille et overfladisk leve-liv i New Yorks 1920’ere ved at gøre alle karaktererne ekstra teatralske. Der bliver fægtet i luften med armene, og der bliver overartikuleret i replikkerne. Det eneste, vi ikke får, er en kvinde, der dåner med håndryggen mod panden.
Men problemet er ikke, at det bliver teatralsk. Problemet er, at det ikke bliver teatralsk nok. For man skal faktisk have set flere af de medvirkende i andre forestillinger, hvis man skal kunne gennemskue, at de spiller dårligt med vilje og ikke bare spiller dårligt altid.
Det bliver først rigtigt tydeligt, da Mogens Rex kommer ind som Meyer Wolfsheim, hvad kvaliteten ved et overkarikeret univers kunne have været. Han presser replikkerne ud med en hæs og kradsende stemme, så han lyder som en mafioso med kol.
Det giver forestillingen et tiltrængt løft, og vi kan kun gætte på, hvordan det havde virket, hvis de øvrige medvirkende havde skruet lige så meget op for det teatralske.
Nu kan vi altså blot sidde i Odense Teaters gamle sal og betragte ”Den store Gatsby” i et 1920’er-univers med et moderne tvist. Benjamin Kitters underspillede Nick Carraway er skøn at følge igennem forestillingen, og scenografien er både smuk og velfungerende.
Men det bliver bare et stykke halvdårligt teater, vi er vidne til. Og man skal desværre have set mange forestillinger for at gennemskue, at det så langtfra er talent, der mangler i forestillingen. Vi savner simpelthen bare et mere stringent koncept og modet til at holde sig til det.
Efter roman af: Francis Scott Fitzgerald | Dramatisering og iscenesættelse: Nicolei Faber | Oversættelse: Jørgen Nielsen | Medvirkende: Benjamin Kitter, Jon Lange, Lea Baastrup Rønne, Nicolai Jandorf, Anna Bruus Christensen, Mette Kjeldgaard Jensen, Peter Høgsbro, Mogens Rex, Cecilie Gerberg, Niels Skovgaard Andersen, Louise Davidsen m.fl. | Scenografi og kostumer: Mie Riis Christiansen | Komponister: Marie Højlund, Anders Boll og Jakob Schweppenhäuser | Koreografi: Peter Friis og Louise Davidsen | Lyddesign: Jonas Jørgensen | Lysdesign: Simon Holmgreen | Produceret af: Odense Teater
Del med dit netværk
