Tåbeligt god ”Symposion” på det kongelige
En smuk scenografi, en grotesk iscenesættelse og fremragende skuespil udgør tilsammen Det Kongelige Teaters ”Symposion” af Platon.
★★★★★☆
Mens Betty Nansen Teatret viser det 2.500 år gamle drama ”De asylsøgende kvinder” af Aischylos, som havde premiere forleden, griber Det Kongelige Teater fat om Platons næsten lige så gamle ”Symposion”. Og hvor ”De asylsøgende kvinder” er højaktuelt stof i vores tid, er ”Symposion” derimod et eviggyldigt portræt af kærligheden, lidenskaben, begæret, skønheden og sandheden.
Det er altså nogle af de helt tunge drenge, der spøger i kulisserne i disse dage. Alligevel lykkes det begge teatre at gøre forestillingerne lette, tilgængelige og udtryksfulde.
På Det Kongelige Teater har scenograf Nathalie Mellbye bragt antikkens Grækenland ind på scenen med smukke marmorvægge, hvide stofbaldakiner og en samling statuer. Søjlerne udgøres af lysstofrør, og i midten står en fontæne med en pokal på toppen. Det er et betagende syn, vi møder i teatersalen, og vores forventninger om en smuk og poetisk forestilling stryger til vejrs.
På andendagsdruk
Men ”Symposion” bliver ikke nogen pæn forestilling.
En flok af antikkens store personligheder er på andendagsdruk, og nu vil de underholde sig med at holde taler for hinanden som hyldest for begæret og lidenskaben i form af guden Eros. Og der går ikke mange minutter, før en skuespiller har en anden mands kønsdele hængende ned i panden.
Disse taler udvikler sig til større optrin, der på hver sin måde er en hel forestilling i sig selv – den ene mere grotesk end den anden. Da den tredje taler kommer ind, er han (Ernesto Piga Carbone) iført en tyrefægterjakke, dæmoniske horn, stepsko på fødderne og en kæmpe fallos. Og hans dyriske vildskab får det hele til at virke temmelig tåbeligt – på en underlig god måde.
For når skuespillerne drikker og elsker i forestillingen, så er det en direkte forlængelse af den tekst, de fremfører for os. Og på den måde er Anja Behrens‘ iscenesættelse en fremragende fortolkning af Platons ”Symposion” med et klart og tydeligt koncept.
Hvad angår skuespillet, så er der generelt et ganske udmærket ensemblearbejde på scenen. Derudover er særligt Karen-Lise Mynster og Mille Hoffmeyer Lehfeldt skræmmende troværdige i deres roller som henholdsvis den intellektuelt overmenneskelige Sokrates og den unge, smukke politiker Alkibiades, der er dybt forelsket i Sokrates.
Undervejs i forestillingen, tydeligst i slutningen af begge akter, udgør de medvirkende nogle imponerende tableauer a la renæssanceskulpturer og relieffer. Disse billeder er himmerigsmundfulde, som sætter sig på nethinden.
Forhåbentligt vil vi huske længe, hvor let, underholdende og nærværende disse ældgamle klassikere faktisk kan udføres – hvis man altså vil.
Forfatter: Platon | Oversættelse: Rasmus Sevelsted og Christian Gorm Tortzen | Bearbejdelse: Anja Behrens og Miriam Frandsen | Iscenesættelse: Anja Behrens | Medvirkende: Patrick Baurichter, Fanny Louise Bernth, Peter Christoffersen, Ernesto Piga Carbone, Karen-Lise Mynster, Stine Schrøder Jensen og Mille Hoffmeyer Lehfeldt | Scenografi og kostumer: Nathalie Mellbye | Komponist/lydkunstner: SØS Gunver Ryberg | Lysdesign: Mårten K. Axelsson | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
