ANMELDELSE: Symposion, Det Kgl. Teater

Tåbeligt god ”Symposion” på det kongelige

En smuk scenografi, en grotesk iscenesættelse og fremragende skuespil udgør tilsammen Det Kongelige Teaters ”Symposion” af Platon.

★★★★★☆

Mens Betty Nansen Teatret viser det 2.500 år gamle drama ”De asylsøgende kvinder” af Aischylos, som havde premiere forleden, griber fat om Platons næsten lige så gamle ”Symposion”. Og hvor ”De asylsøgende kvinder” er højaktuelt stof i vores tid, er ”Symposion” derimod et eviggyldigt portræt af kærligheden, lidenskaben, begæret, skønheden og sandheden.

Det er altså nogle af de helt tunge drenge, der spøger i kulisserne i disse dage. Alligevel lykkes det begge teatre at gøre forestillingerne lette, tilgængelige og udtryksfulde.

har scenograf bragt antikkens Grækenland ind på scenen med smukke marmorvægge, hvide stofbaldakiner og en samling statuer. Søjlerne udgøres af lysstofrør, og i midten står en fontæne med en pokal på toppen. Det er et betagende syn, vi møder i teatersalen, og vores forventninger om en smuk og poetisk forestilling stryger til vejrs.

På andendagsdruk

Men ”Symposion” bliver ikke nogen pæn forestilling. 

En flok af antikkens store personligheder er på andendagsdruk, og nu vil de underholde sig med at holde taler for hinanden som hyldest for begæret og lidenskaben i form af guden Eros. Og der går ikke mange minutter, før en skuespiller har en anden mands kønsdele hængende ned i panden.

Disse taler udvikler sig til større optrin, der på hver sin måde er en hel forestilling i sig selv – den ene mere grotesk end den anden. Da den tredje taler kommer ind, er han () iført en tyrefægterjakke, dæmoniske horn, stepsko på fødderne og en kæmpe fallos. Og hans dyriske vildskab får det hele til at virke temmelig tåbeligt – på en underlig god måde.

For når skuespillerne drikker og elsker i forestillingen, så er det en direkte forlængelse af den tekst, de fremfører for os. Og på den måde er ' iscenesættelse en fremragende fortolkning af Platons ”Symposion” med et klart og tydeligt koncept.

Hvad angår skuespillet, så er der generelt et ganske udmærket ensemblearbejde på scenen. Derudover er særligt og skræmmende troværdige i deres roller som henholdsvis den intellektuelt overmenneskelige Sokrates og den unge, smukke politiker Alkibiades, der er dybt forelsket i Sokrates.

Undervejs i forestillingen, tydeligst i slutningen af begge akter, udgør de medvirkende nogle imponerende tableauer a la renæssanceskulpturer og relieffer. Disse billeder er himmerigsmundfulde, som sætter sig på nethinden.

Forhåbentligt vil vi huske længe, hvor let, underholdende og nærværende disse ældgamle klassikere faktisk kan udføres – hvis man altså vil.


Forfatter: Platon | Oversættelse: Rasmus Sevelsted og Christian Gorm Tortzen | Bearbejdelse: og Miriam Frandsen | Iscenesættelse: Medvirkende: , , , , , og Scenografi og kostumer: Komponist/lydkunstner: | Lysdesign: Produceret af:

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW