Sarah Kanes svanesang opsættes på Aarhus Teater

Sarah Kanes ”4:48 Psychosis” bliver opsat på et højt produktionsniveau på Aarhus Teater, men vi tænker for meget og føler for lidt.

★★★★☆☆

Den engelske dramatiker Sarah Kane skrev forestillingen ”4:48 Psychosis” som sit sidste værk, før hun i 1999 begik selvmord. Værket omhandler psykotiske tilstande, og den har måske selvbiografisk karakter, idet Kane selv led af en alvorlig depression ind til sin død. ”4:48 Psychosis” ender ligeledes med et selvmord.

På Aarhus Teater opsættes forestillingen af husinstruktør Sargun Oshana og husscenograf David Gehrt. De to har tidligere lavet særdeles interessante produktioner sammen på Aarhus Teater, som eksempelvis forestillingerne ”#amlet” og L.O.C.-teaterkoncerten ”Momentet” (begge fra 2017).

I deres samarbejde omkring ”4:48 Psychosis” er deres styrker som henholdsvis instruktør og scenograf lige så fremtrædende som i tidligere forestillinger, men denne gang hjælper formatet ikke teksten ordentligt på vej.

Vi bliver for selvbevidste

Der er tale om en performance-monolog med skuespiller Mette Døssing, og forestillingen sværmer for in-yer-face-genren. Eller sagt på en anden måde: De råber forfærdelige ting i hovedet på os for at få os til at reagere.

Samtidigt får de os til at stå op i store dele af forestillingen, hvor vi er fordelt i hele rummet, der er fuldt oplyst. Det gør os utroligt bevidste om os selv og hinanden, og vi forbliver derfor i hovedet i stedet for i kroppen – vi tænker så at sige over følelserne, frem for at føle det, vi tænker.

Og det er en skam, fordi teksten lægger meget op til, at vi skal forstå vores hovedperson. Og medmindre vi alle er psykotiske, har vi svært ved at forstå hende logisk; vi er nødt til at forstå hende med empati frem for sympati.

Et dream-team

Når det er sagt, får Sargun Oshana og David Gehrt rigtigt meget ud af forestillingen, og Mette Døssing giver replikkerne liv og stemme på en intens og kraftfuld måde. Vi så hende i ”Medea” (Aarhus Teater, 2017), hvor hun kunne gøre os helt bange for vores egen menneskelighed. Dengang så vi hende på afstand, men her kommer hun helt tæt på.

Lyddesigner Ise Klysner Kjems og lysdesigner Anders Kjems er ligeledes et stærkt makkerpar i denne forestilling som i flere andre på Aarhus Teater. De har skabt et teknisk univers omkring ”4:48 Psychosis”, som er fuldkommen i tråd med iscenesættelsen og konceptet.

Der er derfor tale om en forestilling med et sublimt produktionsniveau og en sammensætning af kunstnere og designere, der kunne ligne et dream-team. Vi kunne blot tænke os en formidling af Sarah Kanes svanesang, der gik mere i maven på os, for rent intellektuelt siger teksten ikke ret meget.