Originaliteten udeblev i Christian Lollikes nye forestilling “All my dreams come true”, og der var freakshow for alle pengene på Aarhus Teater.
★★★☆☆☆
Forventningerne var skyhøje til den Reumert-vindende dramatiker Christian Lollike, som må være én af Danmarks største stemmer på teaterscenerne i øjeblikket. Forestillingen “All my dreams come true” var hamrende underholdende næsten hele vejen igennem, men Lollikes dramatik var generelt skuffende og intetsigende, og iscenesættelsen var kun original på overfladen. Christian Lollike er selv manden bag begge dele.
Han lægger ud med en fortælling om to helt almindelige mennesker, der er deprimerede. Jo, men hvorfor er de deprimerede? Fordi de mangler noget indeni. Forestillingen handler så om, hvad det er, de mangler. I den første halvdel af forestillingen zoomer Christian Lollike ind på ord som finanskrise, vækst og forbrug. Ikke videre originalt, men Lollikes kunstneriske mod dukker op i en tanke: “Hvad nu, hvis vi var dem, der havde fået nok af vækst.”
Resten af forestillingen bliver en lang forbrugsfest, og koncernen Disney er repræsentant for hele den kommercielle manipulation, vi alle sammen er ofre for. Og så bliver der ellers tærsket langhalm på Disney-fortolkningerne. Foruden en masse løjer på scenen, der holder smilet på læben, så går anden halvdel af forestillingen tematisk set i tomgang. Og ligesom kritikken af begrebet vækst er interessant, så er det fem år for sent at snakke overforbrug og finanskrise. Eller måske 60 år for tidligt. Lige nu er det old news.
I sin iscenesættelse har han inviteret “fem statister med eventyrlige kroppe”, som Aarhus Teater kalder dem. Det dækker i virkeligheden over en spastiker i kørestol, to dværge, en ekstremt høj mand og en særdeles frodig kvinde. Nogle af dem bliver kneppet af nogle andre, og nogle af dem kaster med ting på nogle andre. En af dem er sågar oppe at klatre på Marie Louise Wille, som spiller den kvindelige hovedrolle. Den mandlige hovedrolle, Morten Burian, har fjer i røven og taler om cost-benefit-analyser i rollen som Joachim von And. Måske er hele rageriet tænkt som et stærkt virkemiddel, men det ender med at fungere som et freakshow. Det er også old news.
Marie Louise Wille må fremhæves i denne forestilling. Hendes karakters bekymringer om at være kvinde, mor, kone og forbruger blev spillet med en diversitet, der adskillige gange ramte hovedet på sømmet. Hendes øjnes følsomhed i et forsømt øjeblik, hendes ængstelige latterbrøl og hendes krampagtige magtesløshed gjorde, at dette måske er Marie Louise Willes allerbedste præstation. Hendes følelsesregister balancerede på en knivsæg, så publikum til tider blev nervøse for, om skuespilleren inde bag ved nu kunne klare jobbet. Stærkt gået!
Scenografen Rufus Didwiszus var til gengæld forestillingens absolutte lavpunkt. Han har skabt en scenografi, der hverken udfordrer, leger eller forsøger at skabe et udtryk. Der er blevet bygget nogle kasser af ubearbejdet kedsomhed i Silvan-materialer, og der er blevet hængt to Christian Lollike-typiske mikrofoner fra loftet. Scenografien ligner noget, der kan pakkes sammen og køres til CaféTeatret i løbet af en formiddag. Det hele ligner egentlig en lavbudgetforestilling fra Aarhus Teater og CaféTeatret.
Forestillingen spiller på Scala-scenen på Aarhus Teater ind til den 21. september, og herefter spiller den på CaféTeatret fra den 27. september til den 19. oktober.
Medvirkende: Marie Louise Wille, Morten Burian, Mikkel Lund, Kristian de Linde, Henriette Dinesen, Andreas Petersen og Carsten Mathiesen | Manuskript og iscenesættelse: Christian Lollike | Scenografi: Rufus Didwiszus | Kostumedesign: Ulrike Gutbrod
Del med dit netværk
