Katapult har fundet meningen med livet
Den tynde nærdødshistorie i ”Anna, Walk With Me” går an, fordi iscenesættelsen bygger på stemningsfulde billeder og sublim dukkeførerkunst.
★★★☆☆☆
Døden er ikke noget nyt emne på teaterscenen. Tværtimod. I en lang række af Shakespeares forestillinger dør de i hobetal, og det er nærmest en disciplin i sig selv som skuespiller at dø på shakespearesk. Og døden har alle dage været forbundet med mytologi og filosofi – også på teatret.
I Teater Katapults og Odin Teatrets forestilling ”Anna, Walk With Me” er døden omdrejningspunktet. Anna kommer ud for et uheld, der sender hende til stedet mellem liv og død. Hjertet er stoppet, genoplivningen er i gang, og det stærke lys fra hinsides livet møder hende.
Vi følger hende igennem hendes nærdødsoplevelse med de surrealistiske billeder og eksistentielle erkendelser, der kunne tænkes at være forbundet med døden. Det er næppe for stor en afsløring af forestillingens slutning, at hun vender tilbage til livet. Og nu har hun fundet meningen med livet. Den opdagede hun på sin rejse.
Det er altså et scoop. Nu har kunsten søgt svar på meningen med livet i umindelige tider, og så skal man bare tage til Teater Katapult i Aarhus for at få svaret.
For det er sådan, vi oplever forestillingen; den er ikke et bud på, en undersøgelse af eller en indlevelse i det eksistentielle tema liv og død. Den er en konklusion, som forestillingen tilsyneladende ikke selv tvivler det mindste på. Og det spændende ved døden er vel stadig, at vi ikke er sikre.
Dukkeførerkunst
Forestillingen er skrevet af den danske dramatiker Julie Petrine Glargaard og britiske Nina Berry. Og forestillingens koncept taget i betragtning er manuskriptet ganske interessant. Indimellem bliver det dog en smule for pseudopoetisk og lommefilosofisk, og det skæmmer det overordnede indtryk af forestillingen.
Iscenesættelsen af Petra Berg dyrker scenebillederne og stemningerne, hvilket absolut også skal være det bærende i forestillingen, der bygger på en ret tynd historie. Det visuelle udtryk er stærkt, og vi lever med de grimme syninger i de hvide kabinetsforhæng og de irriterende lommelygter, der klikker tænd-sluk-tænd-sluk igennem forestillingen.
Ved siden af scenen sidder Julie Ben Semmane i et hav af syngeskåle og mikrofonstativer og akkompagnerer med ambientmusik. Det bidrager stærkt til stemningen, men hendes arbejde ved og omkring instrumenterne tager indimellem vores opmærksomhed.
Forestillingens vigtigste og absolut bedste element er persongalleriet af dukker, der er skabt og ført af Rolf Søborg Hansen. Menneskeligheden – især i Annas gamle far – er overvældende. Dukkeførerkunsten er ellers noget, der har bedst greb om børneteatret, men her får de voksne altså også glæde af dette stærke og oversete teaterelement.
Idé og koncept: Julie Ben Semmane og Torben Dahl | Manuskript: Julie Petrine Glargaard og Nina Berry (UK) | Oversættelse: Elias Blicher | Iscenesættelse: Petra Berg Holbek | Medvirkende: Anna Ur Konoy, Rolf Søborg Hansen og Julie Ben Semmane | Scenografi, dukker og kostumer: Rolf Søborg Hansen | Komponister: AYO og Julie Ben Semmane | Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg | Lysdesign: Kasper Daugberg og Anders Kjems | Produceret af: Teater Katapult og Odin Teatret
Del med dit netværk
