Bakkens Hvile bliver måske mere og mere bevaringsværdig
Mens kønsdebatten koger ude i virkeligheden, så sidder vi og rødmer hos de letpåklædte og småsjofle bakkesangerinder i Bakkens Hvile.
★★★★☆☆
Hvordan går man til syngepigekabaret i Bakkens Hvile, mens kønsdebatten koger ude i den virkelige verden? Kan man tillade sig at sidde her og vifte med sine friskhævede pengesedler i håb om, at en letpåklædt bakkesangerinde stikker låret frem og blotter strømpebåndet for én? Kan man være bekendt at lade blikket vandre hen over de kvindelige former på scenen, hvor kostumerne overlader så lidt til fantasien?
Bakkens Hvile har været syngepigepavillon siden 1877, og der er ingen tvivl om, at man gør, som man gør, fordi man altid har gjort netop sådan. På den måde er der noget musealt over konceptet. Men måske bliver syngepigetraditionen også mere og mere bevaringsværdig, efterhånden som vi udvisker de gamle kønsstereotyper.
For når syngepigerne går på scenen, så er det måske i lige så høj grad os som publikum, der spiller en rolle. Så dyrker vi vores indre mandemand, der forlyster sig med sjofle vittigheder og øl på fad. Så er vi som husaren, der er afbilledet på væggen i pavillonen. Og det bemærkelsesværdige er, at rollen som det lystige kabaretpublikum bliver spillet med lige så megen indlevelse af de kvindelige tilskuere.
Ikke sagtmodige ungpiger
Nu kan det nemt lyde, som om kvinderne på scenen er den svage part i en sal fuld af piftende og blussende mænd. Men hvis man har været på Bakkens Hvile i de senere sæsoner, så vil man have oplevet, hvordan eksempelvis Ann Farholt kan sætte enhver højrøstet publikummer på plads med en sjov, smagfuld og ganske eftertrykkelig bemærkning. Her er det altså syngepigerne, der har bukserne på!
De fire medvirkende er i øvrigt heller ikke ligefrem sagtmodige ungpiger. De er kvinder i midten af livet, der både kan huske de fjollede ungdomsforelskelser og den seneste skilsmisse. Derfor kan de også få livet og poesien med ind i de klassiske viser som ”Køb blomster, køb blomster”, ”Gå med i lunden” og ”Sådan var det ikke i halvfemserne”.
Alt ved det gamle
Størstedelen af viserne i Bakkens Hvile er gengangere, men enkelte nyskrevne sange lister sig også ind fra år til år. I denne sæson bemærker vi blandt andet en tekst af Flemming Jensen med titlen ”Formandsfrue”, hvor Dot Wessman sender et par kærlige hilsner til samleveren og partiformanden Morten Messerschmidt.
Leif Maibom står bag sæsonens absolut mest velskrevne vise, hvor Tina Grunwald synger om Freddie, der ikke er meget spjæt i. Og Pernille Sørensen har skrevet teksten til det overraskende indslag “Nye tider”, der udfordrer de binære kønsroller, hvilket bliver et fint og nutidigt øjeblik i forestillingen.
Den nye pige i truppen er Sus Mathiasen, der især imponerer med sin sangstemme og sine velsatte trin i koreografierne. Og hun er samtidig en god variation i forhold til de tre øvrige medvirkende, så holdet virker aldeles dynamisk.
Ellers er alt i store træk, som det plejer at være. Kenneth Sichlau sidder stadig ved klaveret og ledsager effent i alle genrer. Dot Wessman står stadig fornemt i front. Kostumerne er stadig både pikante og bedårende. Og som instruktør står Susanne Breuning igen bag den både velsammensatte og stilsikre kabaret i syngepavillonen på Bakken.
Spiller til den 3. september 2022.
Tekst og musik:Iscenesættelse: Susanne Breuning | Kapelmester: Kenneth Sichlau | Medvirkende: Dot Wessman, Tina Grunwald, Ann Farholt og Sus Mathiasen | Kostumer: Tina Grunwald, Henrik Hviid, Kenth Fredin og Timis | Produceret af: Bakkens Hvile
Del med dit netværk
