ANMELDELSE: Bye Bye Yue Yue, Katapult

Den markante dramatiker Line Mørkeby er ude med et måske selvbiografisk værk om en dramatikers deroute, og forestillingen balancerer smukt mellem genialt og fatalt.

5 af 6 stjerner

Line Mørkeby leverer ordene til det dramakunstneriske værk “Bye Bye Yue Yue” på Teater Katapult. En scenekunstbastard, som parrer Hotel Pro Forma med Pussy Riot og Dan Turèlls kulsorte negle. Her erstattes begge disses venstreorienterede idealisme med et stort, selvironisk og absurd spørgsmålstegn bag ordet “KUNST”. For hvad svarer dramatikeren, når hun spørges: “Hvad skal vi med teater?” Hun svarer: “Øh?”

Line Mørkeby er en af nutidens bedste spørgsmålstegnstegnere. Hun bidrog for eksempel – i samarbejde med den lige så menneskenære dramatiker Andreas Garfield – i begyndelsen af 2013 med forestillingen “Frelserne” på Østre Gasværk. Her klaskede hun publikum i ansigtet med en våd danmarkshistorie, der skulle prikke til vores liderlige selvopfattelse af mindreværd. Jeg skal ikke udtale mig om kvaliteten af “Frelserne”, da jeg ikke så den, men jeg konstaterer, at Mørkeby vækker spørgsmålstegn til live inden i os.

Det er nemlig ikke så ligetil, det dér scenekunst. For hvor er balancen mellem ligegyldig elitekunst og meningsfyldt folkelighed? Forestillingen “Bye Bye Yue Yue” handler om Mørkeby, og hvordan hun som dramatiker ikke slår til i en verden, der er langt ondere, end hvad hendes fantasi kan spinde. Hun er blevet placeret i scenekunsten for at frelse menneskeheden med sit medie, men hun må for åbent tæppe forbande dramaturgien og historien og prøve at knuge sig fast til håbet, der lever i næsten hvert eneste replik i forestillingen.

Kaja Kamuk, Peter Zandersen og Sophie Zinckernagel Foto: Jens Peter Engedal
Kaja Kamuk, Peter Zandersen og Sophie Zinckernagel
Foto: Jens Peter Engedal

Og selvom forestillingen trækker i langdrag, så holder vi ud. Vi elsker jo hende den manifesterede Line i skuespilleren Sophie Zinckernagel, som spiller så jordnært og ægte som den desparate dramatiker og luder og frelser, at ingen kunne gøre hende kunsten efter. Smukt! Som fanget af billygter står hun og stirrer på publikum, mens hun siger: “Jeg ved ikke, hvordan det her skal ende.”

Men hvor er det dog prætentiøst! Oftest med vilje, og med den dér selvironiske distance, som gør det hele udholdeligt, men indimellem med en seriøsitet, der gør indholdet lidt plat og letkøbt. Der bliver puttet sorte stykker karton ned i blusen på ‘dramatikeren’, så hun kommer til at bære rundt på verdens mørke breve som et barn i maven. Og i virkeligheden handler det jo bare om at gøre endnu en historie om troen på kærlighed nyskabende.

Iscenesættelsen af de tre skuespillere i en scenografi med hvidt papir og spandevis af maling er et ganske billedrigt påfund. Idéen er jo oplagt, men ikke desto mindre velvalgt. Det giver forestillingen en umiskendelig tone af film noir, hvilket passer sig fint. Lysdesignet af Henrik Bonde er en usædvanlig stærk medspiller, og med undtagelse af en underlig diskokugle-hjerneblødning er lyssætningen noget af det bedste, jeg har set.

Ingen tvivl om, at forestillingen deler vandene. Enten elsker man, eller også hader man. Forestillingen bevæger sig i en komisk tone, der giver publikum varmende latterbrøl undervejs, hvilket gør den finkulturelle surrealisme ganske forfriskende i det nuværende scenekunstlandskab.

“Bye Bye Yue Yue” spiller på Katapult til den 12. april 2014.


Manuskript: Line Mørkeby | Medvirkende: Sophie Zinckernagel, Peter Zandersen og Kaja Kamuk | Instruktion: Emil Hansen | Lysdesign: Henrik BondeKoreograf: Maria Andersen | Scenografi: Vignir Jóhannsson | Lyddesign: André Falsig (DIEM) | Videodesign: Jens Mønsted