Carmen og Casper finder hinanden i melodikken

“Carmen og Casper” er en fin og oplysende forestilling om at gøre det, man godt kan lide, uden at bekymre sig om, hvad andre tænker.

Jeg føler, jeg kender Casper. Han sidder dér med strithår og er helt Frække Frederik-agtig. Og da Carmen fortæller ham, at hun godt kan lide opera, falder han bogstaveligt talt bagover af kedsomhed. Sådan ville mange Casper-typer nok reagere.

Men kan Teatret Lampes forestilling “Carmen og Casper” mon få omvendt sådan én som Casper?

I serien af tv-julekalendere om Pyrus lykkes det ikke arkivnissen Gyldengrød at få rockmusikken ud af sin unge lærling. Der skal bare mere ramasjang og tjubang i den. Men det smukke ved Pyrus og Gyldengrøds forhold er, at de efterhånden finder hinanden i deres forskelligheder.

Sådan udvikler forholdet mellem operaentusiasten Carmen og skaterdrengen Casper sig også. Carmen fordyber sig i harmonikker, recitativer og tonesystemer, og Casper elsker at flytte fødderne til rytmisk musik. Det er lige til at få hovedpine af. Men da lyden af Janelle Monáe og funk-rock-nummeret “Come Alive” kommer ud af højtalerne, er der både rytmik og melodik nok til dem begge to.

Det er ikke en forestilling om et venskab, selvom det på overfladen ser ganske venskabeligt ud. Det er en forestilling om at respektere hinanden, selvom man ikke altid forstår, hvorfor den anden synes eller gør sådan og sådan. Og så er det en historie om at have mod til at forfølge sin drøm.

Fyr den af!

Casper var egentlig kommet med ved en fejl. Carmen er taget ud for at fortælle publikum om opera, men det kræver jo, at der er en operasanger med, som kan synge for os. Her skulle hendes operasyngende dukke Carmensita have bidraget med eksempler på skønsang, men da Carmen åbner kufferten, er det Casper, der ligger dernede.

Casper synger gerne, men det lyder ikke rart. Og Carmen, der altid har haft sin operapassion og drømt om at blive operasanger, har ikke sunget en tone foran andre mennesker, siden hun som barn oplevede at blive grinet ad, da hun sang en lille rolle i en opera.

Foredraget om operaens historie må altså gå i gang uden en operasanger. Igennem små skyggespil lærer vi om vokal kommunikation imellem menneskeaberne i urskoven, om nonnen Hildegard von Bingen, der allerede i 1100-tallet skrev operalignende musikværker, og om de første operaer i begyndelsen af 1600-tallet.

Undervejs hører vi stykker af klassisk musik som underlæg. Der er bidder fra blandt andre Sjostakovitj, Puccini og Schubert. Men Casper overtager pludselig forestillingen med et skatershow, hvor han både laver ollie og kickflip i slow-motion.

Casper kan ikke bare forvandle enhver situation til en fest. Han opdager, at Carmen godt kan lide at synge, men gør det i smug, og så overbeviser han hende om, at hun skal prøve at synge foran et publikum igen:

“Når man elsker at synge og danse, skal man bare fyre den af!”

Alt for langsom

På den måde er “Carmen og Casper” en fin lille forestilling om at være dén, man er, og ikke lade sig begrænse af fortidens traumer. Historien er skrevet i et samarbejde mellem skuespiller Anne Nøjgård, instruktør Kamilla Wargo Brekling og lyddesigner Oskar Jankovic.

Forestillingen er et klassisk rejseteaterstykke, der primært kan spilles på den lille scene, der dannes af skuespillerens medbragte kuffert. Bag et hvidt lærred i vaskebrætsstørrelse, som placeres oven på kufferten, opstiller Anne Nøjgård en lampe, og så spiller skyggespillene i miniformat foran os.

Bag hende hænger et bagtæppe, som umiddelbart synes noget unødvendig, og som i øvrigt ikke klæder forestillingens æstetik særlig godt. Den behøvede hun ikke at tage med i bagagerummet næste gang.

Anne Nøjgård spiller udmærket rollen som Carmen, mens hun lige så fermt styrer dukken Casper rundt både med og uden skateboard. Men det går simpelthen for langsomt. Imellem hver replikudveksling opstår der en lang pause, så vi som publikum når at reagere tifold på en replik, før rollen gør det.

På en måde er det meget rart, at forestillingen holder sig i et afdæmpet tempo. Vi bliver lukket ind i salen til lyden af “Ave Maria”, og vi får besked om at gå stille og roligt ind, så vi kan nyde musikken. Det giver en rigtig fin stemning, der er i tråd med forestillingens ånd – hvis stilheden altså ikke blev ødelagt af diverse coronarelaterede praktiksager på publikumsrækkerne.

Men langsommeligheden bliver hurtigt dræbende for energien i salen. Denne anmelder håber på, at Anne Nøjgård på eget initiativ skruer lidt op for tempoet på turnéen, så de 35 halvkedelige minutter kan blive til en skarp og vældig interessant halv time.