Følelser er tæskemandige i Det Kgl. Teaters ”Ikke noget pis”

Klichémanden får tiltrængte nuancer i ”Ikke noget pis”, der selvironisk, underholdende og rørende portrætterer det forhenværende stærke køn.

★★★★★☆

For 15 år siden gik fem mandlige skuespillere på scenen med forestillingen ”Pis”, der igennem en kollage af komiske scener portrætterede manderollen. Nu er den samme instruktør og de samme fem mænd samlet igen. 15 år ældre. Flere bølger af kønsrevolutioner og globale kriser klogere. Og på den måde fungerer ”Ikke noget pis” nærmest som et studie i, hvordan manden og manderollen er blevet forandret igennem årene.

Jeg så ikke selv forestillingen i 2007. Men en anmelderkollega har beskrevet, hvordan disse skuespillere (dygtigt) udtrykte en stribe mandetyper; én som en muskelmand, og en anden som underdog i forhold til konen.

Da jeg læste den anmeldelse, gik det op for mig, at den største forandring i de 15 år måske ikke er, at mænd er blevet blødere, men at de bløde mænd har fået mere lov til at være det. Vi forherliger ikke muskelbundtet længere. Vi romantiserer ikke længere den følelsesforskrækkede far eller træmanden. Og vi ville slet ikke betegne en mand, der ikke er dominerende i sit ægteskab, som en underdog i dag.

Med forestillingen ”Ikke noget pis” ser vi manden stå, gå, tænke, argumentere, føle, erkende som ægte 2023-mænd.

Det er i hvert fald hverken blødsødent, underdanigt eller umandigt, når Rasmus Botoft bekymrer sig om vores miljøbelastende tøjforbrug, eller når Lars Mikkelsen med sarte fløjt og vippende fingre imiterer fugle. Det er pissemandigt, når Peter Oliver Hansen drømmer om frit at kunne kysse sin mand i offentligheden. Det er tæskesexet, når Janus Nabil Bakrawi hjerteligt jubler over, at hans voksne datter gerne vil bruge sin fritid sammen med sin far. Og når Henrik Prip sniger sig ned i kælderen, mens der er landskamp, fordi han bliver for rørstrømsk af det, så ranker alle vi tudeprinser ryggen.

De mange scener fungerer som sketches, der kan stå alene, ligesom Kamilla Wargo Brekling også med succes gjorde i teaterklassikeren ”Kvinde kend din krop”, der på mange måder er kvindernes pendant til ”Ikke noget pis”. Og det bliver ualmindeligt underholdende, når disse fem fortrinlige skuespillere i bidder skildrer mandens følelsesliv, alderdomstegn, knuste drømme og spinkle håb. Selvfølgelig er det også en klichéfyldt forestilling, men tilpas nuanceret og selvironisk, hvilket er helt afgørende for, at der overhovedet er noget at grine ad.

Samtidig er det også aldeles rørende skuespil indimellem, hvilket flere gange understreger disse skuespilleres evner. Vi får straks en klump i halsen, når Lars Mikkelsen med våde øjenkroge fortæller om sin fars død, ligesom de komiske situationer, når Henrik Prip besøger sin demente mor, også får en bevægende tyngde. Anderledes tragisk er det, når Peter Oliver Hansen opdager, hvor meget han har taget på hen over årene, uden at hans venner har sagt noget til ham om det.

I det hele taget er ”Ikke noget pis” en fremragende, genkendelig og seværdig komedie for alle voksne mænd og deres ledsagere.

Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 4. juni 2023.

Tekst og iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling i samarbejde med Karina Dichov Lund og holdet | Medvirkende: Lars Mikkelsen, Henrik Prip, Rasmus Botoft, Peter Oliver Hansen og Janus Nabil Bakrawi | Scenografi, lys- og kostumedesgin: Raphael Solholm | Lyddesign: Janus Jenssen | Animation: Morten Just | Produceret af: Det Kongelige Teater

Del med dit netværk