Følelser er tæskemandige i Det Kgl. Teaters ”Ikke noget pis”

Klichémanden får tiltrængte nuancer i ”Ikke noget pis”, der selvironisk, underholdende og rørende portrætterer det forhenværende stærke køn.

For 15 år siden gik fem mandlige skuespillere på scenen med forestillingen ”Pis”, der igennem en kollage af komiske scener portrætterede manderollen. Nu er den samme instruktør og de samme fem mænd samlet igen. 15 år ældre. Flere bølger af kønsrevolutioner og globale kriser klogere. Og på den måde fungerer ”Ikke noget pis” nærmest som et studie i, hvordan manden og manderollen er blevet forandret igennem årene.

Jeg så ikke selv forestillingen i 2007. Men en anmelderkollega har beskrevet, hvordan disse skuespillere (dygtigt) udtrykte en stribe mandetyper; én som en muskelmand, og en anden som underdog i forhold til konen.

Da jeg læste den anmeldelse, gik det op for mig, at den største forandring i de 15 år måske ikke er, at mæ