Det er som at se en helt frisk pattegris snurre rundt hen over et vågeblus, når man ser på “Chess” i Silkeborg: Kødet fejler ingenting, men der kommer aldrig rigtig fut i tingene.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at når man ser på det samlede cast i Musical Silkeborgs opsætning af “Chess” på Jysk Musikteater, så er amatører såvel som professionelle på scenen aldeles velsyngende og nærværende, og de arbejder – sammen med et imponerende orkester under ledelse af kapelmester Henrik Svenning – intenst på at forløse de store musikalske arrangementer, som Benny Andersson og Björn Ulvaeus har prydet “Chess” med. Men de kæmper desværre imod en flad og visionsløs iscenesættelse, som er uden fornemmelse for styrkerne og svaghederne i den nordiske musical-klassiker.
For hvad handler “Chess” om? Ind til videre har jeg set en håndfuld forskellige bud på musicalen, og jeg forsøger stadig at forstå de sekundære fortællinger, som udspiller sig under de egentlige skakspil i forestillingen; Den Kolde Krig, politisk manipulation, trekantsdrama og meget mere. Og styrkerne i “Chess” må være at undersøge disse sekundære fortællinger og – vigtigst af alt – som instruktør at kunne vælge en fortælling at fortælle. Det har instruktør og scenograf Thomas Agerholm ikke kunnet præstere i denne opsætning.
Svaghederne i “Chess” kommer derfor i centrum – måske i afmagt. Scenen fyldes af mænd i grå jakkesæt i både den russiske og den amerikanske lejr, samt en kvinde i rødt og en kvinde i blåt. Scenografien er et væld af kvadrater. Og minsandten om ikke ensemblet bliver sendt på scenen udklædt som skakbrikker. En mere åbenlys iscenesættelse kunne man ikke frygte.
Glemt er alt dét, der i virkeligheden gør “Chess” til en fabelagtig musical: De grandiose ensemble-koreografier, psykologisk dybde og forskellighed i vores amerikanske og russiske hovedkarakterer, samt ikke mindst den centrale karakter dommer Arbiter – playmasteren – som den stålsatte repræsentant for universets orden. I forening med de andre grå jakkesæt bliver Arbiter – spillet af René Nielsen – blot endnu en kedelig stivstikker på scenen. Spild af Arbiter og René Nielsen, der i den grad bliver sat imellem to stole.
Opsætningen har ikke mindre en to koreografer – René Vinther og Rikke Buch Bendtsen – og alligevel var der langt imellem dansetrinene i et af de mest ensemble-venlige musicals. Musikken præsenterer sågar en fantastisk wienervals, og ensemblet danser mormor-trin, som var de til byfest i et øltelt. Såvel ensemblet som forestillingens hovedkarakterer bruger mest tid på at stå stille og synge, og indimellem går de et andet sted hen på scenen for at stå og synge. Den koreografiske entusiasme er særdeles fraværende.
Men tiden er ingenlunde spildt i Jysk Musikteater, for forestillingen bæres af en storslået musikalsk præstation af orkestret og af de medvirkende på scenen. I særdeleshed er lyden af Julie Steincke (Florence Vassy) og Christian Berg (Anatoly Sergievsky) det hele værd, og de får samtidig kamp til stregen af den stadig forholdsvist nyuddannede Christina Ølgaard Thomsens (Svetlana Sergievsky) store stemme og usædvanlige evne til både at kunne synge og spille skuespil. Det er instruktørens og koreografernes medvirken i “Chess”, der gør, at jeg både sidder måbende af musikalsk begejstring og skuffet forlader teatret efter forestillingen.
“Chess” spiller på Jysk Musikteater i Silkeborg til og med den 2. november 2014.
Instruktør og scenograf: Thomas Agerholm | Kapelmester: Henrik Svenning | Medvirkende: Julie Steincke, Christian Berg, Christoffer Brodersen, Christina Ølgaard Thomsen, René Nielsen, Kim Jepsen, Daniel Høi-Nielsen m.fl. | Lysdesigner og scenograf: Benjamin La Cour | Koreografer: René Vinther og Rikke Buch Bendtsen
Del med dit netværk
