ANMELDELSE: Chess, Jysk Musikteater
Det er som at se en helt frisk pattegris snurre rundt hen over et vågeblus, når man ser på “Chess” i Silkeborg: Kødet fejler ingenting, men der kommer aldrig rigtig fut i tingene.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at når man ser på det samlede cast i Musical Silkeborgs opsætning af “Chess” på Jysk Musikteater, så er amatører såvel som professionelle på scenen aldeles velsyngende og nærværende, og de arbejder – sammen med et imponerende orkester under ledelse af kapelmester Henrik Svenning – intenst på at forløse de store musikalske arrangementer, som Benny Andersson og Björn Ulvaeus har prydet “Chess” med. Men de kæmper desværre imod en flad og visionsløs iscenesættelse, som er uden fornemmelse for styrkerne og svaghederne i den nordiske musical-klassiker.
For hvad handler “Chess” om? Ind til videre har jeg set en håndfuld forskellige bud på musicalen, og jeg forsøger stadig at forstå de sekundære fortællinger, som udspiller sig under de egentlige skakspil i forestillingen; Den Kolde Krig, politisk manipulation, trekantsdrama og meget mere. Og styrkerne i “Chess” må være at undersøge disse sekundære fortællinger og – vigtigst af alt – som instruktør at kunne vælge en fortælling at fortælle. Det har instruktør og scenograf Thomas Agerholm ikke kunnet præstere i denne opsætning.
Svaghederne i “Chess” kommer derfor i centrum – måske i afmagt. Scenen fyldes af mænd i grå jakkesæt i både den russiske og den amerikanske lejr, samt en kvinde i rødt og en kvinde i blåt. Scenografien er et væld af kvadrater. Og minsandten om ikke ensemblet bliver sendt på scenen udklædt som skakbrikker. En mere åbenlys iscenesættelse kunne man ikke frygte.
Glemt er alt dét, der i virkeligheden gør “Chess” til en fabelagtig musical: De grandiose ensemble-koreografier, psykologisk dybde og forskellighed i vores amerikanske og russiske hovedkarakterer, samt ikke mindst den centrale karakter dommer Arbiter – playmasteren – som den stålsatte repræsentant for universets orden. I forening med de andre grå jakkesæt bliver Arbiter – spillet af René Nielsen – blot endnu en kedelig stivstikker på scenen. Spild af Arbiter og René Nielsen, der i den grad bliver sat imellem to stole.
Opsætningen har ikke mindre en to koreografer – René Vinther og Rikke Buch Bendtsen – og alligevel var der langt imellem dansetrinene i et af de mest ensemble-venlige musicals. Musikken præsenterer sågar en fantastisk wienervals, og ensemblet danser mormor-trin, som var de til byfest i et øltelt. Såvel ensemblet som forestillingens hovedkarakterer bruger mest tid på at stå stille og synge, og indimellem går de et andet sted hen på scenen for at stå og synge. Den koreografiske entusiasme er særdeles fraværende.
Men tiden er ingenlunde spildt i Jysk Musikteater, for forestillingen bæres af en storslået musikalsk præstation af orkestret og af de medvirkende på scenen. I særdeleshed er lyden af Julie Steincke (Florence Vassy) og Christian Berg (Anatoly Sergievsky) det hele værd, og de får samtidig kamp til stregen af den stadig forholdsvist nyuddannede Christina Ølgaard Thomsens (Svetlana Sergievsky) store stemme og usædvanlige evne til både at kunne synge og spille skuespil. Det er instruktørens og koreografernes medvirken i “Chess”, der gør, at jeg både sidder måbende af musikalsk begejstring og skuffet forlader teatret efter forestillingen.
“Chess” spiller på Jysk Musikteater i Silkeborg til og med den 2. november 2014.
Instruktør og scenograf: Thomas Agerholm | Kapelmester: Henrik Svenning | Medvirkende: Julie Steincke, Christian Berg, Christoffer Brodersen, Christina Ølgaard Thomsen, René Nielsen, Kim Jepsen, Daniel Høi-Nielsen m.fl. | Lysdesigner og scenograf: Benjamin La Cour | Koreografer: René Vinther og Rikke Buch Bendtsen
Helt ærligt, var det Morten Hede du kalder dig! du KAN umuligt have været inde at se den forestilling, der er faneme ingen Mormor trin i Chess i Silkeborg, og nu er der ikke så forfærdelig meget dans i Chess, jeg ved ikke hvor du ville stoppe det hen, men . . . . hvis du har set den forestilling så mange gange uden at forstå, hvad den handler om, mon ikke du skulle beskæftige dig med noget andet, det her er usagligt fra ende til anden.
Hej Lene,
Tak for din kommentar. Jeg bliver altid glad, når nogen tager sig tid til at sige sin mening, for selvfølgelig er min holdning ikke det eneste svar. Og som du selv ved, så har Henrik Lyding i Jyllands-Posten givet 5 stjerner til jer, og han har lagt vægt på nogle andre kvaliteter i jeres opsætning. Henrik er en dygtig teaterkritiker, og nogle gange er vi enige om de forestillinger, vi ser, og andre gange er vi ikke. Sådan er det jo – der er sjældent kun et svar.
Men, Lene, når du skriver en kommentar på en anmeldelse, bør du også lige nævne, at du selv er med i ensemblet i forestillingen, og som medvirkende kan du ikke se objektivt på iscenesættelsen, idet du selv har været en del af hele prøveforløbet. Men endnu en gang tak for din kommentar! Jeg håber, du trods alt vil tage min ros til ensemblet til dig – det var jo også henvendt til dig.
Vh. Morten
Hej Morten. Når nogen angriber mine “børn” så bider jeg fra mig. Du kommer med et direkte angreb på vores instruktør som er det med forberedte og tjekkede jeg har mødt længe, og vores koreografer, hvor Rene Winther har stået for hovedparten, du skyder med sure sprede hagl, og det er ikke på noget punkt sagligt eller velbegrundet. Men den værste kritik retter du mod vores Rene i skikkelse af arbiter, han synger og spiller den suværent i mine øjne og især ører. At du ikke kan lide vores opsætning, det er helt fint med mig, men du udstiller og nedgører vores leder team af denne Forestilling, det bør ligge under enhvers niveau . DU er den eneste negative kritik vi har hørt, så dels taler det for sig selv, og smag kan man ikke diskutere. Og ja JEG ER EN DEL AF ENSEMBLET, OG DET ER JEG UTROLIG STOLT AF.