Gamle travere og unge springere i Comedy Aid 2018
Det årlige velgørenhedsshow ”Comedy Aid” giver et overblik over middelniveauet på dansk standup lige nu, mens det samler penge ind til Red Barnet.
★★★★☆☆
Det årligt tilbagevendende velgørenhedsshow ”Comedy Aid” sætter endnu en gang lattermusklerne i bevægelse i den gode sags tjeneste. Det er 26. gang, at en gruppe danske standup-komikere samles på scenen til en parade af mini-shows af cirka seks minutters varighed pr. komiker.
Dette år giver ”Comedy Aid” i alt seks shows fordelt over byerne Aarhus, Herning, København og London. Komikerne optræder gratis, og overskuddet doneres til Red Barnet og deres arbejde for børn på flugt.
Det første velgørenhedsshow løb af stablen i 1992 og gik under navnet ”Talegaver til børn”. Det er især dvd-udgivelsen af 10 års jubilæumsshowet fra 2002 og perlerækken af medvirkende komikere, der for alvor var med til at sætte fut i kendskabet til standup-genren i hele Danmark.
Et tværsnit i dansk standup-comedy
I 2018 er showet på mange måder, som det plejer. Og det er jo, hvad der egner sig bedst i disse aparte decemberdage, hvor vi absorberer juletiden og gør klar til nytårsfesten. Det er, som det har været i en årrække, DJ Noize, der ved dj-pulten scratcher os igennem showet, og to værter sikrer underholdende åndehuller i stimen af komikere.
Ét af showets store fordele for både den uerfarne og den øvede comedy-publikummer er, foruden den åbenlyse mulighed for at grine og støtte på én gang, at det giver et repræsentativt overblik over dansk standup lige nu.
Der er nemlig i alt 18 komikere på scenen, og det er både veltravende heste som Lasser Rimmer og Thomas Hartmann, samt mere utilredne ungheste som Natascha Brock og Mahamad Habane, der løber over scenen i ”Comedy Aid 2018”.
Der skal være plads til frikadellefrustrationer
For at kunne skabe et underholdende comedyshow, der samtidigt skal være et respektfuldt velgørenhedsshow til fordel for nogle af de værst stillede i verden, skal vi kunne omfavne hverdagens små problemer.
Det italesætter værterne Schøt og Hansen fint med begrebet ”frikadellefrustationer”, hvor vi også giver os selv lov til at ærgre os over de små problemer. Og alligevel er det uden at bagatellisere de kriser, der huserer i verden. Det er et velbalanceret værtsskab, de to komikere præsterer.
Ser vi på de 16 øvrige komikeres individuelle præstationer, og tager vi forbehold for de vanskelige og stærkt tidsbegrænsede omstændigheder, er der især to komikere, der skiller sig bemærkelsesværdigt ud fra mængden:
Den jævne jyde Jonas Mogensen og den krudt-i-røven-agtige sjællænder Morten Wichmann, der begge leverer intelligent, timet, velkonstrueret og velperformet comedy. De indprenter sig som showets absolutte højdepunkter.
Værter: Heino Hansen og Michael Schøt | Medvirkende: Mikkel Klint Thorius, Carsten Bang, Mahamad Habane, Jacob Taarnhøj, Torben Chris, Brian Mørk, Morten Wichmann, Linda P, Lasse Rimmer, Natascha Brock, Jonas Mogensen, Dan Andersen, Anders Grau, Phillip Devantier, Mikkel Rask, Thomas Hartmann og Per Vers | Musik: DJ Noize | Produceret af: FBI – Funny Business Inc.