Fokus på skønheden i ”Cyrano de Bergerac”

Romantik, komik og poesi gennemstrømmer Det Kongelige Teaters opsætning af Edmond Rostands klassiker ”Cyrano de Bergerac”.

★★★★★☆

Hvorfra kommer skønhed? Hvis man er smuk som Adonis udenpå, men dum som en dør indeni, så er man let at falde for. Men den fysiske tiltrækning alene mætter ikke kærligheden. Men hvis det er omvendt – hvis sjælen er vidunderlig, og det ydre er hæsligt, så kan det være svært at få nogen så tæt på, at de kan se det.

Det er i store træk dilemmaet for vores hovedperson Cyrano. Han er dog langtfra hæslig, men har kun sin forvoksede næse, som gør hans eget selvbillede så frygteligt, at han væmmes mere ved sig selv, end andre gør. Bortset fra næsen er han en flot og charmerende mand, som mestrer både poesien og fægtekunsten.

Han står derfor også selv i vejen for den kærlighed, som han har til den smukke Roxane. Til gengæld får han lov at skrive alle sine kærlighedserklæringer til hende på vegne af den velproportionerede Christian, der ikke har ordet eller ret meget andet i sin magt. Og Roxane elsker Christian højere og højere for hvert ord, han siger. Og Cyrano bider hjertesorgen i sig, mens han mader Christian med flere rim på vers og maleriske metaforer.

”Cyrano de Bergerac” er en fremragende kærlighedshistorie, som enkelt og præcist forklarer kærlighedens mystiske væsen. Og i Det Kongelige Teaters version er netop disse forskellige former for skønhed sat i fokus i Katrine Wiedemanns stilsikre iscenesættelse.

Det ser vi særligt i Roxane-karakteren, der spilles af Johanne Louise Schmidt. Hun er først omtalt som denne belæste skønhed, og siden kommer hun svævende ind over gulvet med sin hvide kjole fejende igennem vinden. Det er først, da hun åbner munden, vi opdager, at hun har et sprog som en havnearbejder og en fandenivoldskhed, der stritter fuldstændigt imod hendes sarte ydre, men som ikke gør hende mindre bedårende.

Olaf Johannessen spiller titelrollen med en efterhånden ikke overraskende præcision og troværdighed. Hans blik er intenst, og hans replikker er kraftfulde. Der er noget overmenneskeligt over Cyrano, når han uden besvær nedlægger 100 mand, men samtidigt bliver han også særdeles menneskelig i Johannessens portrættering.

Er Christian så blot gjort til en tomhjernet mannequindukke? Nej, han bliver spillet respektfuldt af Alvin Olid Bursøe, der gør ham til en både begavet og følsom fyr. Han er hurtig med fornærmelser og drillerier, men over for Roxane forstummer han. Og derfor er han ikke kun smuk udenpå, men repræsenterer også en ægte og ren kærlighed.

Det Kongelige Teater leverer således en velspillet og veliscenesat ”Cyrano de Bergerac”, som formår også at få det komiske med ind i den ellers tragiske kærlighedshistorie.

Dramatiker: Edmond Rostand | Oversættelse: P. A. Rosenberg | Gendigtning: Niels Brunse | Iscenesættelse: Katrine Wiedemann | Medvirkende: Olaf Johannessen, Alvin Olid Bursøe, Johanne Louise Schmidt, Kristian Halken, Mads Rømer Brolin-Tani, Bjarne Antonisen, Tina Gylling Mortensen, Laus Høybye m.fl. | Scenografi og kostumer: Maja Ravn | Koreografi: Esa Alanne | Lysdesign: Clement Irbil | Lyddesign: Rasmus Kreiner | Produceret af: Det Kongelige Teater