Fjorten stangstive skuespillere i russisk dramatik

Det Kongelige Teaters “De fulde” af russiske Ivan Vyrypajev er en sjov forestilling, selvom den vist havde mere på hjerte, end som så.

★★★☆☆☆

Der er ikke mindre end fjorten medvirkende i Det Kongelige Teaters forestilling ”De fulde” af den russiske dramatiker og manuskriptforfatter Ivan Vyrypajev. Fjorten stjerneskuespillere på rad – eller nogenlunde på rad i hvert fald.

For de spiller fjorten stangstive mennesker, og i store dele af forestillingen står de langs væggene, når de ikke medvirker i den igangværende scene. Her står de så og vakler, mens de ventende stirrer ud i luften og forsøger at holde en nogenlunde vertikal position.

Og Bente Lykke Møllers trækasse af en scenografi, der ved Gud ellers ikke er noget kønt syn, får os sælsomt til at slingre med i sæderne, når scenegulvet nærmest skvulper rundt under fødderne på de medvirkende.

Fuldskaben tager overhånd

Men selv stjerneskuespillere har deres begrænsninger. Og noget af det, der oftest ses mislykket på teatret – foruden når voksne spiller børn – er, når ædru skuespillere skal spille fulde. Det projekt kommer så langtfra i mål i denne opsætning på Det Kongelige Teater.

Den primære årsag til, at det mislykkes, er instruktør Staffan Valdemar Holms enten inkonsekvente eller mangelfulde personinstruktion. De fjorten skuespillere har næsten fjorten forskellige måder at spille fuld på.

Hvor den ene er naturalistisk, er den anden ekstremt karikeret. Hvor den ene næsten råber alle sine replikker, som om vedkommende stod i øredøvende musik på en natklub, så taler den anden snøvlet og lavmælt, så vi skal koncentrere os for blot at høre replikkerne.

Men ser vi på hver enkelt skuespilpræstation, så er det både humoristisk og kropsligt veludført arbejde. Det er ikke de dybe karakterpræstationer, vi oplever i ”De fulde”, men det har nok heller ikke været formålet.

Gud taler igennem os

Man siger jo om sandheden, at den skal høres fra børn og fulde folk. Men hvilken sandhed? Er det sandheden om Gud og hele vores eksistens?

Vi bliver så kloge at høre på, når vi er fulde. Og måske er det netop Gud, der taler igennem os og fortæller os det, som vi ikke forstår, når vi er ædru. Eller måske åbner spiritussen vores sanser, så vi bliver i stand til at høre Guds hvisken.

Dramatiker Ivan Vyrypajev har skrevet en intelligent og gennemført tekst. Og selvom forestillingen er underholdende, så er den tydeligvis ikke tænkt som en komedie. Forestillingen vil faktisk sige os noget. Noget grundlæggende om at være menneske og om at være europæer.

Men desværre tager den nærmest farceagtige skøjten rundt på scenen toppen af seriøsiteten, og dermed bliver forestillingens budskaber, ligesom alle sandhederne, når vi er fulde, glemt i morgen.

Dramatiker: Ivan Vyrypajev | Oversættelse: Trine Søndergaard | Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm | Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Carsten Bjørnlund, Maria Rossing, Marie Dalsgaard, Andreas Jebro, Thomas W. Gabrielsson, Karen-Lise Mynster, Joen Højerslev, Stine Schrøder Jensen, Rasmus Fruergaard, Simon Bennebjerg, Alvin Olid Bursøe, Laus Høybye og Kirsten Olesen | Stemmer: Kasper Leisner, Christine Exner, Morten Kirkskov og Maria Rich | Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller | Lysdesign: Clement Irbil | Produceret af: Det Kongelige Teater

Del med dit netværk