Der er ikke meget liv i levendegørelsen

Mens de historiske bygninger og deres livagtige genopførelser i Den Gamle By betager os, er levendegørelsen af museet svær at få øje på.

★★★☆☆☆

Det tredjebedst besøgte museum i Danmark i 2018 var frilandsmuseet Den Gamle By i Aarhus. Her glider man igennem årene 1864, 1927 og 1974, når man går igennem den lille købstad. Og samtidig kan man høre midtbyens 2019-puls fortsætte uden for det hvide stakit.

Bygningerne er samlet fra forskellige steder i landet, hvorefter de er blevet bygget ind i det miljø, der i forvejen er skabt i Den Gamle By. Og det er faktisk udført så sirligt, at man har svært ved at forestille sig, at de ikke har ligget her fra begyndelsen. Det er faktisk som at gå rundt i en rigtig by.

Når vi står på den lille bro mellem Toldbodgade og Nygade, kan vi stå med kollektivet og gynækologklinikken i 1974-miljøet i ryggen, 1927-butikkerne på højre side af åen og købmandsgården og hestevognen i 1864-området på venstre side.

Jo, vores tidsfornemmelse kommer på prøve i Den Gamle By. Og det er jo et kvalitetstegn, for det understreger, hvor levende byens små gader er blevet indrettet. Havde det ikke været for de mange selfiestænger og de gentagne »den kan jeg godt huske«-historier, kunne vi nemt lade os opsluge af omgivelserne.

Hvor er levendegørelsen?

Men noget af det, som Den Gamle By pryder sig med, er dens levendegørelse af museet. Det betyder, at vi altså skulle kunne gå rundt i de forskellige tidsperioder og opleve, hvordan mennesker så ud, talte og levede på de givne tidspunkter.

Det viser sig dog at blive en større udfordring, for hvor er levendegørelsen blevet af? For denne anmelder blev det efterhånden en skattejagt igennem byens huse og gader. Og det gav et gib i kroppen, når der pludselig sad én og gjorde håndarbejde i en stol, eller én stod og bagte kager.

Ude ved åen var et par unge mennesker i færd med at fiske, og nogle af museets forlystelser blev betjent af en person i tidstypisk tøj. Også i et par butikker kunne man handle med en ældre mand i endnu ældre klæder.

Men netop i butikkerne, hvor levendegørelsen ellers er helt oplagt, og interaktionen med de besøgende er uundgåelig, er det som regel en helt almindelig medarbejder med Den Gamle By-logo på tøjet, der siger: »Ellers andet?«

Det er langt nemmere at finde en dankortterminal end et fortidsmenneske i Den Gamle By. Og selv når man kigger efter de små optrin i gadebilledet, de autentiske udklædninger eller de traditionelle håndværk, så er der ikke meget liv i gaden.

Flere steder er levendegørelsen reduceret til en film med skuespillere i gammeldags kostumer, og så kan man trykke på en knap for at høre dem tale. Hvis der stadig kan være tale om levendegørelse, er det altså mere de besøgende end de ansatte, der er i live.

Del med dit netværk