Aarhus Teater præsenterer Ingmar Bergmans “Den gode vilje” i en pæn, professionel og larmende uinteressant iscenesættelse af Emmet Feigenberg.
★★★☆☆☆
Hvor er det dog teatralsk! Den forhenværende skuespilchef på Det Kongelige Teater, Emmet Feigenberg, iscenesætter Ingmar Bergmans selvbiografiske værk om sine forældres forhold i begyndelsen af 1900-tallet, dramatiseret i en forestilling på over tre timer. Hvis det skulle lykkes, skulle teaterversionen kunne udfolde historien bedre, end Bille Augusts Cannes-guldpalmevindende film fra 1992 gjorde, eller også skal den vise, hvad remediering til teaterscenen kan gøre for fortællingen.
Ingen af delene synes forsøgt i Aarhus Teaters “Den gode vilje”. Teatret som medie udforskes eller udnyttes ikke, men historien fortælles nærmest på trods af teatrets begrænsninger for skift i tid og rum.
Scenen er bygget op som en kasse, hvor der er tidssvarende møbler langs væggene, en sofa placeret visuelt stimulerende på skrå i damesiden, samt et klaver med levende pianist bagest i kongesiden. På gulvet ligger et par klassiske gulvtæpper og en løber, der ender ved en dør på bagvæggen. Scenograf Steffen Aarfing har skabt en scenografi, der er behageligt komponeret, og som i materialer og farver er æstetisk velovervejet.
Og det auditivt æstetiske følger også med i form af indslag af klassisk musik – både i scener, hvor skuespillerne bryder ud i sang, og i mellemscener, hvor en dreng synger strofer af blandt andet “Ave Maria”. Valget er sikkert stærkt inspireret af soundtracket til Bille Augusts film, som også indeholder klassiske værker. Men i praksis synes det umotiveret og en anelse prætentiøst.
Den teatralske talemåde, som i visse tilfælde gennemsyrer Aarhus Teaters ensemble, får i “Den gode vilje” frit løb, og diktionen og intonationen bliver til tider så kunstig, at den distancerer publikum. I mange forestillinger tæmmes det af skuespillerne, så man ikke bemærker det i så væsentlig grad som i denne forestilling. Måske hænger det sammen med, at de fleste af skuespillerne i denne forestilling ikke rigtigt formår at komme til bunds i deres karakterer, men fremstiller rollerne underligt endimensionelle og voksfigur-agtige, og derfor også selv griber til de kunstigere virkemidler. Denne anmelder kan kun gætte.
Forestillingen er pæn og ordentlig, den behandler forlægget med respekt og værdighed, og den tager dygtigt stilling til forestillingens koncept og præmisserne for dramatikken og karaktererne. Men med undtagelse af nogle markante scener mellem Anne Plauborg (i rollen som Anna Åkerblom) og Mathias Flint (i rollen som Henrik Bergman), hvor disse tos karakterarbejder, spilleteknik og interageren over for hinanden får publikum til at tabe kæben, så er forestillingen som helhed uspændende og mildest talt irrelevant. Hvad skal vi med denne historie? Det har Aarhus Teater tilsyneladende ikke taget stilling til.
Derfor bliver “Den gode vilje” sådan en forestilling, som de mennesker, der kun få gange eller aldrig har været i teatret, forventer, at teater er og derfor holder sig væk. Vi, der elsker teater, kan gnide os i hænderne over den teaterfaglige og scenekunstneriske selvsmageri. Men vi må også lade en lille tåre trille over, at vi nogle gange ser teater, som i et teaterhistorisk perspektiv synes at være et kvantespring tilbage i udviklingen.
“Den gode vilje” spiller på Aarhus Teater Scala ind til den 21. oktober 2017.
Forfatter: Ingmar Bergman | Dramatisering: Eirik Stubø og Cecilia Ølveczky | Oversættelse: Annelise Feilberg | Iscenesættelse: Emmet Feigenberg | Medvirkende: Mathias Flint, Anne Plauborg, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Bue Wandahl, Inge Sofie Skovbo, Maria Buch Cordsen m.fl. | Pianist: Pojken Flensborg | Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing | Lysdesign: Mikael Sylvest | Lyddesign: Kim Engelbredt | Produceret af: Aarhus Teater