★★★★★★
Forestillingen kommer ærligt talt dårligt fra start, da titelsangen “For altid” (Medina) og efterfølgende “Undskyld so” (L.O.C.) så at sige åbner ballet. Vi befinder os i en kirke med 00’er-kirkeinteriør og i pastelfarvet scenografi og lysdesign. Ind springer en gruppe unge mennesker med selfie-stænger, og det hele lugter lidt af plathed, kliché-musical og tivolirevy, mens man forsøger at forstå, hvordan det her skal blive til en forestilling om at ‘gå igennem ild og vand’ for kærligheden.
Pludselig kommer et flygtningepar med en baby på armen ind i kirken for at få kirkeasyl, imens to betjente er på jagt efter dem. Præsten, i skikkelse af Pernille Højmark, gemmer dem i kirkerummet, og så giver hun politiet, Danmark, regeringen og folkestemningen en opsang med ordene fra Natasjas lyriske mesterværk “Gi’ mig Danmark tilbage”, hvilket hun leverer sublimt – taget i betragtning, at kun salige Natasja selv formodentlig er én af de eneste, der kan nå at synge alle ordene. Og så kom der kød på!
Foto: Martin Mydtskov Rønne
Forestillingen er folkelig, ja, og den betegner os som folk i vores tid på godt og ondt. Vi jubler, når der er homobryllup til “Vent på mig” (Nicolaj Steen), ligesom der går et jag igennem publikum, da kirketjeneren, i skikkelse af Lars Bom, smider flygtningeparret ud af kirken og forlanger mandens armbåndsur fra ham på vejen ud.
Vi har altså en stor grad af folkelighed kombineret med et skarpt blik på samfundet som det er i dag – omend i en noget karikeret form. Historien er tilvejebragt af Ida Maria Rydén og Kenneth Kreutzmann, samt iscenesat med stor humor af Kenneth Kreutzmann. Hvor enkelte af numrene lugter lidt af at være taget med, mest fordi de i samlingen af hits fra 00’erne var svære at komme udenom, så er en stor del af sangene arbejdet klogt og smidigt ind i de små fortællinger igennem forestillingen. Eksempelvis hører vi flygtningeparret i en asylkærlighedsduet, da de må forlade kirken og Danmark, synge “Hey Vanessa” (Sys Bjerre), hvor de synger: “Jeg tror, at vi må lære at prata svenska, for der er hverken plads i Danmark eller USA, men det’ okay, for jag älskar dig.”
Musikalsk præsterer orkestret et stort, alsidigt og ‘tight’ lydbillede – sexede percussions, lækker cello, fede riffs og kreative arrangementer. Lysdesign, såvel som scenografi og kostumer, har en klar linje igennem hele forestillingen, og det matcher forestillingens øvrige kvaliteter ganske udmærket. Produktionen i det hele taget lugter af kvalitet, og der er en god fornemmelse i maven, når man forlader salen igen.
Men hvad nu med den dårlige start? Måske forventer vi for meget af teatret indimellem. Hvorfor pokker skal det hele gøre ondt og være bidende eller satirisk eller kritisk? Hvorfor skal det absolut ændre noget ved samfundet? Sådan spørger jeg mig selv, fordi jeg som regel selv agiterer for, at det er teaterscenens vigtigste opgave. Men lad os nu nyde 00’ernes hits i en velproduceret teaterforestilling, hvor alting kører på skinner, og hvor vi sætter verden på pause og kigger på os selv i et par timer for derefter at være i stemning til at fejre livet og kærligheden i Aarhus. Det er i hvert fald, hvad denne anmelder vil gøre.
Forestillingen er produceret af Aarhus Teater og Aveny-T og spiller på Aarhus Teater ind til den 7. maj 2016.
Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann | Manuskript: Ida Maria Rydén og Kenneth Kreutzmann | Medvirkende: Pernille Højmark, Lars Bom, Mads Hjulmand, Niels HP, Line Krogholm, Mikala Bosetti, Joakim Pedersen, Minh Le Shingara, Veronika Krøll Voetmann | Kapelmester og musikalsk arrangement: Joakim Pedersen | Lyddesign: Lars Gaarde | Scenografi og kostumedesign: Rikke Juellund | Lysdesign: Bjarne Olsen
Del med dit netværk
