Solide solodansere og letbenet komik i balletten “Don Quixote”
Der er ikke meget historie at forstå i ”Don Quixote”, men den er til gengæld sprængfyldt med humor og imponerende balletpræstationer.
★★★★☆☆
Ballet er kedeligt. Ballet er langt. Ballet er for de fine. Ballet er uforståeligt. Ballet er gammeldags.
Ja, vel er det gammeldags. Marius Petipa koreograferede denne version af Miguel de Cervantes’ roman ”Don Quixote” i 1869. Samme år blev væltepeteren i øvrigt opfundet. Dén holdt ikke, men det gør ”Don Quixote” stadigvæk.
Men lad mig i denne anmeldelse forsøge at bryde med de fire andre fordomme. Selvfølgelig med udgangspunkt i opsætningen, der lige nu spiller på Det Kongelige Teater. Den udmærker sig nemlig ved at have alle argumenterne parat.
For det første er der næppe noget, der er nemmere at forstå, end balletten ”Don Quixote”. Der er nemlig knapt nok noget at forstå:
Vores titelrolle Don Quixote er stærkt optaget af ridderhistorier. En dag får han den vanvittige idé at klæde sig ud som ridder, og sammen med sin ven og væbner, den fedladne Sancho Panza, tager han ud for at kæmpe. Imod hvad? Ja, det er vist ikke så vigtigt. Men undervejs bliver han forelsket i en smuk dame, der selvfølgelig forelsker sig i en lige så smuk mand (der ikke er Don Quixote). Og efter at vores ridder har bekæmpet en vindmølle og sovet på det, ja, så er historien slut.
Det meste bliver fortalt igennem snurrigt mimeteater imellem dansene. Og det er Den Kongelige Ballets ensemble heldigvis så uprøvede i, at de ikke sparer på udtrykkene. Der bliver mimet igennem, gør der!
Når d’herrer Peter Bo Bendixen og Alexander Kølpin, som begge har udtrådt balletsko nok for én karriere, indtager rollerne som henholdsvis Don Quixote med kegleformet ridderhjelm, så han ligner en fransk hofnar, og Sancho Panza med toppet vom, så er der næsten konstant komediespil på sidelinjen. Koreografien er heller ikke uden humor, når den gang på gang overrasker ved at springe over en takt eller overdrive et trin.
Forestillingen holder generelt et højt tempo, og de medvirkende dansere fylder hvert eneste øjeblik ud med sublime kraftpræstationer. Holly Dorger og Jonathan Chmelensky imponerer i en perlerække af solo- og pardanse. Det samme gælder de øvrige solodansere og solister, der medvirker, ligesom balletkorpset af både børn og voksne er en (næsten synkron) fryd for øjet.
Endelig er der de smukke scenografier, de vidunderlige kostumer, de klaprende kastagnetter, det sydlandske temperament og det altid velspillende kongelige kapel. Og det hele præsenteres i tre mundrette bidder med to velplacerede pauser imellem. Der er med andre ord hverken tid til eller gode undskyldninger for at kede sig her.
Hvad angår den sidste fordom: Er ballet kun for de fine? Publikum var denne aften en meget blandet flok. Selvfølgelig var der diamantsmykker hist og pist, men der var også et par bumsede teenagere på date, en småfisende pensionist og en flok turister. Og selvom man ikke skal skue hunden på hårene, så var der flere praktiske jakker og cykelhjelme end tophatte og pelse i garderoben.
Det Kongelige Teaters ”Don Quixote” er altså både en sjov aften med ballet fra øverste hylde. Derfor kan den især anbefales til balletnovicer, der er fordomsfri nok til at give kunstarten en chance.
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Mikhail Baryshnikov | Musik: Ludwig Minkus | Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe m.fl. | Dirigent: Matthew Rowe | Medvirkende: Peter Bo Bendixen, Alexander Kølpin, Holly Dorger, Jonathan Chmelensky, Ji Min Hong, Vitor de Menezes, Rikako Shibamoto, Guilherme de Menezes, Oliver Starpov, Gregory Dean, Stephanie Chen Gundorph, Morten Eggert, Elenora Morris, Mattia Santini, Wilma Giglio, Tara Schaufuss, Mette Bødtcher, Mads Blangstrup m.fl. | Scenografi: Steffen Aarfing | Kostumedesign: Annemarie Woods | Lysdesign: Lee Curran | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
