Aarhus Teaters “Dracula” er et svulstigt og blodigt vampyrepos

og er gået sammen om musikforestillingen “Dracula”, der rummer både skuespilkunstens og operaens kvaliteter.

★★★★★☆

Det er tæt på at blive for meget. Hele tiden. Det kiksede og klichéfyldte ligger lige under overfladen. Men Aarhus Teaters “Dracula”, der ledsages af klassisk musik og , holder sig med kirurgisk præcision lige på grænsen, så resultatet bliver både storladent og smagfuldt på én gang.

Eksempelvis er Marcus Aurelius Hjelmborgs indsamling af klassiske værker, hvor en hob af dødsmesser og dommedagshymner fletter sig sammen, næsten for dyster. Og , der giver korværkerne stemme, bliver også nærmest for patosfyldt. Men det smagfulde opstår ved, at musikken bliver en brusende kulisse i baggrunden, der stilistisk virker sammenhængende i kompositionerne, selvom de ældste og de yngste af værkerne har næsten otte århundreder imellem sig.

Det kunne også nemt blive komisk på den kiksede måde, når et voksent menneske skulle foregive at drikke blod fra et andet menneske. Kult-musicalen “Dance of the Vampires” er et eksempel på, hvor kitsch det kan blive. Men når – i endnu en pragtrolle imellem menneske og monster – i rollen som grev Dracula dirigerer musikken og de øvrige medvirkende, gør han det med en autoritet, der får os til at overgive os til mytologien.

Sexismen bliver også næsten for tyk, da gruppen af mænd, der forsøger at stoppe vampyr-epidemien, flere gange sender Mina Harker – der åbenlyst er hjernen bag opdagelsen af Draculas vampyrridt – hjem i seng, når det begynder at blive farligt. Men det bliver måske netop smagfuldt, fordi det også bliver en kommentar om sexisme i det historiske nedslag for godt 100 år siden, hvor handlingen udspiller sig. Derudover skildrer hovedrollen Mina Harker med en styrke, som modbeviser den fejlagtige idé om, at “det svage køn” behøves skånes for noget som helst.

David Gehrts scenografi understøtter med få rekvisitter tidsperioden, men har ellers gjort æstetikken minimalistisk. Lag på lag af scenetæpper, der åbner og lukker som lukkemekanismen i et fotografiapparat, og som samtidig giver mulighed for at indramme scenen i billeder og skabe dybden i scenen, er brugt forbilledligt her.

Hos de medvirkende ser vi generelt glimrende skuespilpræstationer. Som allerede nævnt imponerer igen, og hans evner for de overnaturlige karakterer synes ikke at have en grænse. er i enhver henseende forestillingens hovedrolle, og hun bærer den formidabelt. Og ikke mindst er en gave til forestillingen, når han som professor Abraham van Helsing giver både modenhed, rolighed og sympati til forestillingen. Og stjæler billedet, når han som den gale patient Renfield dukker op i fru Harkers soveværelse om natten og taler om månen og flagermusene.

Men der er også elementer af platkomik, som ikke rigtigt klæder forestillingen. Operaer har altid kæmpet med, at store stemmer sjældent var gode skuespillere, og derfor kunne det indimellem blive temmeligt overskruet dramatisk. Dét symptom er desværre fulgt med operakoret ind i “Dracula” og har også ramt et par af teatrets faste skuespillere, der ellers ikke normalt døjer med overspilleri.

Forestillingen spiller på til den 18. marts 2023.


Efter roman af: Bram Stoker | Dramatisering: og Iscenesættelse: | Musikalske arrangementer og kompositioner: | Kapelmester: | Medvirkende: , , , , , , , , og | Scenografi: | Kostumedesign: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af: i samarbejde med

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW