ANMELDELSE: Efter brylluppet, Musikhuset Aarhus

og præsenterer et mislykket forsøg på at skabe en musical ud af Susanne Biers “Efter brylluppet”.

★★☆☆☆☆

Den anden forestilling i “Bier Trilogien” er musicalen “Efter brylluppet” efter Susanne Biers dramafilm fra 2006 af samme titel. Trilogien indledtes i august 2017 med operaen “Brødre“, og den tredje bliver danseforestillingen “Elsker dig for evigt”, som får premiere til november. “Bier Trilogien” er udviklet som en del af , og musicalen “Efter brylluppet” er produceret af og .

Når vi ser på de slagkraftige navne, som fremgår af denne produktion, så er det bemærkelsesværdigt, at det kan gå så galt, som det er gået her! Kort sagt er dramafilmen remedieret til musical, og musikken er skrevet af blandt andre en række forskellige danske popmusikere som eksempelvis Mads Langer, og . Manuskript og iscenesættelse er af teaterinstruktøren , og i nogle af de bærende roller ser vi både sangere og skuespillere.

Og alting sejler! Pointen har været at lave en musical, ja, men det lykkes ikke. Til gengæld er man kommet rigtigt tæt på at efterligne musicalgenren med alle sine klichéer og med slet skjult ironisk distance til teaterformen. Der er øjeblikke, hvor man undrer sig over, hvorfor disse folk har sagt ja til at lave musicalen, når de tilsyneladende ikke bryder sig om genren. Forestillingen bliver holdt ud i strakt arm, og indimellem kan man endda se på nogle af de medvirkende, at de skammer sig over at være der.

Forestillingens karakterer er fuldstændig kaotiske i forhold til hinanden – ingen dynamik eller harmoni imellem rollerne, blot dissonans og en gennemgående oplevelse af hovedløshed. Musikerne, der har roller i forestillingen, klarer sig absolut bedst, når de undlader at spille teater. er skøn i sig selv, og som Anna fungerer hun fint – og hun holder stilen igennem hele forestillingen. svinger lidt ud og ind ad sin rolle, og det er når han er ude af den, han er bedst. Rapperen , som måske er årets mest malplacerede i et teatercast, han spiller og spiller og spiller, og det er uudholdeligt at være vidne til.

Og som denne anmelder tidligere har bemærket om forestillinger med tilsvarende rollebesætninger, bliver det ikke kønnere at se på, når man sætter disse mere eller mindre uprøvede til at spille skuespil skulder om skulder med dygtige skuespillere – som her og . Det er som at se en børnetegning ved siden af et Eckersberg-maleri. Det er et sadistisk valg af forestillingens producenter.

Omvendt er der fine sangstemmer på scenen – ikke mindst Barbara Molekos særegne sangstil, som passer udmærket til de sange, der hører til rollen som Anna. Sangerinde overrasker med sin stemme, men vi får desværre slet ikke lov at høre nok til den – til gengæld viser hun antydninger af et talent som musicalperformer, som kunne være interessant at se udfoldet mere i de kommende år. imponerer mest som sanger, når han er i duet med nogle af de andre medvirkende, men i de situationer er han også mere tilstedeværende på scenen – som sig selv – og knivskarp i sin vokal. Dér fungerer han rigtigt godt!

Musikken går i lige så mange forskellige retninger, som der er komponister. Og det resultat kunne man vel have forudset, hvorfor lidt mere musikalsk styring i forhold til stil og temaer kunne have været gavnligt for forestillingens helhed. Ellers er de fleste sange musikalsk velkomponerede, og orkestret under ledelse af udfører det musikalske akkompagnement helt efter bogen. Er der dermed kun anerkendende nik i forhold til lyden? Nej, desværre ikke. For lyddesigner , der blandt andet skal konsumere alle lyde fra mikrofoner og instrumenter ind i et par kabler og få dem ud ad højtalerne, har måske skruet på de forkerte knapper et eller andet sted. For lydoplevelsen er tæt på ringe; det samlede lydbillede i scenerne med musik bliver underligt mudret sammen, og i scenerne med replikker lyder alle de medvirkende, som om de har tillagt sig en markant læspen.

Det mærkeligste er, at der er enkelte øjeblikke i forstillingen, hvor alting fungerer. Scenografien, lyset, skuespillerne, manuskriptet, sangene. Det kan eksempelvis være en scene imellem og , hvor man ser to skuespillere spille skuespil. Det gør de godt, og de gør det tydeligvis med et solidt fundament i en af vores mest erfarne teaterinstruktørers iscenesættelse. Disse scener fungerer godt – hvis de altså havde været en del af en traditionel teaterforestilling. På samme vis har enkelte sange ramt musical-tonen så godt, at de isoleret set fungerer – men desværre er de uden dramaturgisk sammenhæng med resten af forestillingen, og sangteksterne bliver enten for replik-platte eller for P3-poppede.

Derfor er der desværre ikke meget at råbe hurra for i forhold til selve produktionen. Skal vi slutte i dur, så er det dog muligt. Der er nemlig tale om en ganske hæderlig ‘oversættelse' af filmen til teater. Biers “Efter brylluppet” er gendannet professionelt af rutinerede teaterhoveder. Måske havde slutresultatet været bedre, hvis man havde bedt disse teaterskabere om at omdanne filmen til skuespil i stedet for musical, og hvis man brugte skuespillere i stedet for sangere til de bærende roller. Men det er måske blot tankespind, og ikke desto mindre er “Efter brylluppet” nu engang en musical.

Forestillingen spiller i ind til den 14. oktober 2017, samt på i København fra den 21. oktober til den 3. december 2017. “Efter brylluppet” er en del af Europæisk Kulturhovedstad .


Efter: Film af med filmmanuskript af Anders Scenisk og musikalsk bearbejdelse: Iscenesættelse: Tekst og musik: Mads Langer, Tim Christensen, Peter Sommer, , Peter A.G., og | Medvirkende: , , , , , , , , m.fl. | Kapelmester og musikalsk arrangement: Scenografi: Koreografi: Lysdesign: Lyddesign: Produceret af: og

Del dette indlæg