Psykedelisk “Elusia” med tusind tolkningsmuligheder
Med “Elusia” byder Teater Grob på ekspressionistisk, sjovt, blodigt og hæsblæsende teater om kvartlivskrisens uhyggelige og destruktive natur.
★★★★★☆
Kvartlivskrisen. Et lidt kunstigt og popmoderne begreb, der dækker over den unge generations forventningspres – ikke mindst til sig selv – og angsten for at vælge forkert i tilværelsen. Vi lever længere, hvilket betyder, at vi er unge i længere tid. Samtidig har vi alle muligheder i verden. Vi kan vælge og vælge om. Vi har sådan set ikke travlt. Men samtidig har vi en idé om, at der er noget, vi skal have nået i tide, så vi ikke kommer bagud. Og vi har kun denne ene chance.
Det er kvartlivskrisen, der er udgangspunktet for dramatiker Zara Lea Palmquists forestilling om et utopia kaldet Elusia, hvor unge mennesker – særligt unge kvinder – kan møde verden uden stress, depression og angst. Opskriften er simpel: (1) Fuck frygten, (2) æd de gamle mænds verden, og (3) nedbryd dit ego.
Elusia viser sig at være et alternativ til de online-selvhjælpsprogrammer, som vores hovedperson ellers har tyet til i mangel på bedre. Liva, som hun hedder, oplever sig selv som dum, indadvendt og grim (her kaldet æstetisk udfordret). Og hun bebrejder sig selv for at have valgt et bachelorstudie, hvor hun skriver speciale om akvariefisk. Et studie, som hun vistnok valgte i protest over for sine forældre, som forventede af hende, at hun studerede havbiologi. Så kan de lære det!
Ekspressionistisk ruskomsnusk
Liva bliver spillet af Anne Sofie Wanstrup. Hende vender jeg tilbage til. Men hendes karakter og Zara Lea Palmquists tekst bliver et skønt sammenkog af de tanker, som ungdommen bøvler med. Også efter studiealderen. Som i et spejlbillede – ikke meget ulig dét spejlbillede, som akvariefiskene i Livas bachelorprojekt forelsker sig i – kan vi betragte os selv og høre vores inderste, hemmeligste og mest selvdestruktive tanker blive sagt højt for os.
Men det er også dramaturgisk set et sammenkog, vi er vidne til. Jeg tror, man i en kogebog med nemme egnsretter ville kalde det ruskomsnusk. Ligesom et absurd eller ekspressionistisk værk er der tale om billeder, symboler, sceniske udtryk og alt muligt andet, der altså ikke skal forveksles med en historie. Ellers er det i hvert fald en historiefortælling, der forsvinder imellem de blodige kødstykker og de afpillede grøntsager.
Teatralsk magtdemonstration
Og ruskomsnusk kan jo også noget. Særligt hvis det bliver tilsat et par velvalgte smagsforstærkere for nu at blive i køkkenallegorien. Og det gør der i “Elusia”. Den mest markante tilsætning er Bob Lundgreen Kristiansen, der live-tegner til forestillingen. Scenen er delt op af et halvgennemsigtigt lærred, som dels adskiller Livas (eller vores) verden og Elusia, der er personificeret ved kvinden Makaria, der spilles af Maria Cordsen.
På dette lærred udfolder sig sort-hvide stregtegninger, som udgør kulisserne i de forskellige rom, hvor forestillingen udspiller sig; på universitetet, hjemme i studielejligheden, ved busstoppestedet og så fremdeles. Derudover ledsages stregerne af farverige, abstrakte og nærmest psykedeliske malerier, som efterhånden bliver til det Elusia, vi prøver på at blive en del af.
Den visuelle side af forestillingen er voldsomt dragende, og det fletter sig mesterligt sammen med Malte Hauges lysdesign, Asger Kudahls lydledsagelse og Jesper Pedersens iscenesættelse. Rent scenisk er “Elusia” en magtdemonstration i udtryk og teatrale virkemidler.
Et virkeligt menneske
Men vi bliver ikke meget klogere af forestillingen. Måske er det ikke tilfældigt, at Bob Lundgreen Kristiansens tegninger er psykedeliske, for forestillingen virker på den ene side bevidsthedsudvidende, mens den på den anden side også forstærker vores grundangst. Særligt er slutningen på “Elusia” noget rod, og vi forlader teatret med lige dele forbløffelse over oplevelsen og forvirring over projektets formål såvel som vores egen eksistens.
Vi bliver trukket rundt i manegen. Det samme gjaldt vores første møde med Liva i skikkelse af Anne Sofie Wanstrup. I de første minutter tænker vi: “Åh nej, hun kan jo slet ikke spille teater.” Hun presser replikkerne ud, så de lander stendøde på gulvet, og imens vifter hun med armene, som om hun var en fugl i færd med at lette. Er hun hamrende nervøs eller bare elendig?
Det viser sig dog hurtigt, at hun er så god, at hun ikke bare narrede os, men også har formået at udtrykke mere af sin karakter, end de fleste skuespillere formår. Hun gestalter et virkeligt menneske, som er så ægte, at man skulle tro, det var hende selv. Hendes bevægelser såvel som hendes stemme tæmmer hun med en præcision og en timing, som enhver skuespiller eller komiker må misunde hende. Vi skraldgriner ad hende, imens hun borer sig ind i vores hjerter.
Maria Cordsen får vi stort set kun glæde af igennem klædet på scenen, som hun holder sig bagved. Måske er det mine øjne, der er for svage til formatet, men jeg så hende først rigtigt, da hun var fremme for at bukke efter forestillingen. Men hendes replikføring og hendes slørede fysik danner undervejs et godt og energisk modspil til Livas let indadvendte karakter. Og på den måde udfolder hun rollen ideelt.
Hasarderet teateroplevelse
“Elusia” er altså en forestilling, der i høj grad lykkes som ekspressivt teater, men som også kan være mentalt hasarderet at opleve for unge mennesker i målgruppen, der døjer med kvartlivskrise. Når blodet flyder, så er det nemlig ikke helt klart, om den slags selvudslettelse skal betragtes som et godt råd eller som et skrækscenarie.
Symboler er der nok af, og der kommer sikkert tusind gode fortolkninger ud fra denne forestilling på Teater Grob. Og hvor er det skønt! For denne anmelder er der dog taget lidt for lidt stilling, og den ellers velteatraliserede forestilling får derfor ikke topkarakter, selvom oplevelsen er ekstraordinær, og underholdningsværdien er høj.
Forestillingen spiller til den 18. september 2021.
Dramatiker: Zara Lea Palmquist | Iscenesættelse: Jesper Pedersen | Medvirkende: Anne Sofie Wanstrup og Maria Cordsen | Livetegner: Bob Lundgreen Kristiansen | Kostumedesign: Ida Munk Ørstrøm | Lysdesign: Malte Hauge | Lyddesign: Asger Kudahl | Produceret af: Teater Grob
Del med dit netværk
