Fra farce til tragedie i Viktor Tjernelds “En folkefjende”
Viktor Tjernelds iscenesættelse af Ibsens “En folkefjende” på Odense Teater og Nørrebro Teater viser os foruroligende sider af os selv.
★★★★★☆
Danmark er et demokratisk land. Meget demokratisk endda. Vi har en høj deltagelse ved folkeafstemningerne. Vi har en fri presse, kontrol af embedsværket og regulering af erhvervslivet. Vores statslige institutioner er styret af demokratisk valgte bestyrelser, og vores forenings- og kulturliv bygger på grundlæggende demokratiske principper.
Vi er så stolte af vores demokrati, at flertallet af os har sendt vores danske soldater i krig for at beskytte eller indføre demokratiet i lande, hvor vi er blevet enige om, at styreformen ikke er så god som vores.
Men hvorfor kører det hele så ikke bare snorlige herhjemme? Hvorfor hører vi hver dag i medierne om det ene og det andet problem, som hverken bliver løst eller endog anerkendt, før nye problemer presser sig på? Hvorfor er tilliden til journalister så lav? Hvorfor føler vi, at vi har fortjent bedre, end de politikere, som vi i bund og grund selv har stemt ind? Og hvorfor taler vi så lidt om ideologi og så meget om økonomi?
Et ubehageligt spejlbillede
Nørrebro Teater har i samarbejde med Odense Teater taget fat på Henrik Ibsens “En folkefjende”, som lige netop handler om demokratiets svaghed: At det er os selv, der bestemmer. Sådan kan vi i hvert fald tolke Ibsens kritik i Viktor Tjernelds morsomme og dybtstikkende iscenesættelse.
For af alle borgerne i den lille by, der er dybt afhængig af det nyoprettede kurbad, er det kun hovedpersonen Tomas Stockmann, der vægter sandheden højere end månedslønnen. Alle andre vil hellere fortie det, der truer kurbadets eksistens, end at risikere et værditab. Det gælder også til borgermødet, hvor Stockmann peger ud på os som publikum og medborgere, hvilket resulterer i, at vi i fællesskab udnævner ham til folkefjende. Altså udstødt.
I virkeligheden har vi lyst til at bære Stockmann frem på kongestol og udnævne ham til byens helt. Vores fornuft kan sagtens anerkende, at hvis man bliver syg af vandet i kurbadet, så skal der gøres noget ved problemet. Koste hvad det vil. Men når vi bliver spurgt på en måde, der får alternativet til at virke værre, så er vi mere end villige til at ofre Stockmann og hans beviser.
På den måde får Viktor Tjerneld ikke kun iscenesat Ibsens gysende sandfærdige drama, men får os også til at mærke hykleriet på egen krop ved at gøre os til medvirkende i forestillingen. Vi opdager for sent, hvordan vi bliver manipuleret af instruktøren, ligesom han gjorde det i “Spejlmanden” på Mungo Park sidste år. Og pludselig står vi ansigt til ansigt med sider af os selv, som vi ude i virkeligheden ville have benægtet at besidde.
Rutinerede skuespillere
Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – er “En folkefjende” på Nørrebro Teater et aldeles vellykket eksempel på, hvad teaterdirektør Mette Wolf har kaldt morskabsteater, siden hun begyndte på Nørrebro Teater. Det er nemlig både politisk, virkelighedsnært og morsomt.
Stilsikkert i front står Søren Pilmark som lægen Tomas Stockmann. Han betager os først med folkelig lune, som øjeblikkeligt vækker vores sympati for ham. Og sympatien fastholder han, mens han først besindigt, så iltert, så aggressivt og så modløst kæmper for sin sag. Han langer en regulær skideballe ud til publikum, som vi tror på, og da vi vil klappe ad ham, får vi endnu én. At tysse på publikums grin eller standse en klapsalve er nær ved en dødssynd – men Pilmark kan slippe afsted med det.
Holdet består i øvrigt af flere særdeles rutinerede kræfter, der hver især karakteriserer deres roller klokkeklart uden at gøre dem alt for stereotype. Tom Jensen bærer den indflydelsesrige forretningsmagnat Aslaksens autoritet på sine afslappede skuldre. Malene Melsen forbinder ærligt den folkevalgte politikers retorik og de familiære følelser i Stockmanns søster og byens borgmester Marie.
Frank Thiels redaktør Hovstad bliver på komisk vis indeklemt imellem det økonomiske pres fra direktionen og de journalistiske principper, som han ellers flot har forsvaret over for redaktionens revolutionære og sensationstørstige praktikant Billing, der leveres med funny bones af Patrick A. Hansen.
Som skrevet til lejligheden
Forestillingen er bygget op som en komedie, der efterhånden minder mere og mere om en farce. Men da Tomas Stockmann også bliver ladt i stikken af sin hustru, den gammelaktivistiske Katrine (Githa Lehrmann), og sin rygetrængende, fjerdebølgefeministiske datter Petra (Camilla Lau), begynder forestillingen at ligne en tragedie.
Det absolutte lavpunkt kommer, da Marianne Høgsbros stinkerige svigermor Louise vil udnytte Stockmanns situation til en aktiegevinst, og da Benjamin Kitter som Stockmanns kunstnerven Horster – der ellers syntes at være den eneste, der var hævet over byens åndsløse skærmydsler – vil forme Stockmanns elendighed til et storstilet konceptkunstværk.
Vi kommer igennem hele følelsesregistret og krydser altså også genretræk i Nørrebro Teater og Odense Teaters “En folkefjende”, som trods sine omtrent halvandenhundrede år på bagen lyder, som om den var skrevet til lejligheden. Og derfor kan forestillingen tjene som skoleeksempel på, hvordan en gammel klassiker kan komme til sin ret i en nutidig kontekst.
Forestillingen spiller på Nørrebro Teater til den 23. oktober 2021 og derefter på Odense Teater til den 30. november 2021.
Dramatiker: Henrik Ibsen | Iscenesættelse og bearbejdelse: Viktor Tjerneld | Medvirkende: Søren Pilmark, Patrick A. Hansen, Marianne Høgsbro, Tom Jensen, Benjamin Kitter, Camilla Lau, Githa Lehrmann, Malene Melsen og Frank Thiel | Scenografi: Franciska Zahle (koncept) og Peter Schultz (realisering) | Komponist: Daniel Fogh | Lyddesign: Morten Horn Oxholm | Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo | Produceret af: Nørrebro Teater og Odense Teater
Del med dit netværk
