En homoseksuel boksekænguru nedbryder fordomme
I børneforestillingen “En kænguru som dig” af Ulrich Hub stikker to cirkusdyr af, da de får mistanke om, at deres dyretæmmer er homo.
★★★★☆☆
Der går regnbuefarvet børnelitteratur i den, når teatret Anemonen og LGBTQ+-teatergruppen Hils Din Mor i samarbejde opsætter “En kænguru som dig” – en dansk oversættelse tyske Ulrich Hubs børnebog “Ein Känguru wie du”. Historien er en fabel om en dyretæmmer og hans to rovkatte, den hvide tiger Pascha og den sorte panter Lucky, og om deres forberedelser til at optræde til et slags talentshow.
Undervejs får Pascha og Lucky den mistanke, at deres lavendelduftende, ekstravagant klædte og klassisk musik-elskende træner er bøsse. Derpå stikker de af fra træneren, men møder undervejs en homoseksuel bokse-kænguru, som stinker af svedige støvler. Det hele vender op og ned på de to vegetariske rovkattes fordomme, og de vender hjem igen med respekt for trænerens seksualitet – selvom den måske heller ikke er, som de havde troet.
På den måde forsøger historien at gøre op med fordomme ved virkelig at udpensle og udstille fordommene. Målet er ædelt, men er midlet det rette? Børnene i salen denne formiddag synes i hvert fald ikke at genkende kattenes homofobiske førstereaktion, og derfor kan man spørge, om “En kænguru som dig” ikke snarere lærer børn om fordomme, som de ikke i forvejen kendte til, end at nedbryde fordomme?
Ikke desto mindre er det en virkelig morsom, sød og livlig forestilling, hvor Katrine Gjerdings scenografi og kostumer er som hevet ud af børnebogens illustrationer, og instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen har tætpakket iscenesættelsen med fysiske gags og sjove idéer. På mange måder er det hele alt for meget; for meget tegneserie i æstetikken; for mange spjæt i fysikken; for meget kliché i dramatikken. Men det hele rammes stærkt ind af et toptrimmet koncept, der kan bære det hele.
Julie Jeziorski Jensen og Mia Lerdam spiller de to rovkatte, hvilket de gør med en sikker fysik og tydelig karakterisering af henholdsvis den velovervejede sorte panter og den mindre begavede hvide tiger. Da Mikkel Reenberg springer ind på scenen som bredrøvet kænguru, er det med en overvældende energiudladning, som han på imponerende vis formår at holde i resten af forestillingen. Og endelig får René Benjamin Hansen spænding ind i rollen som dyretæmmeren, der skiftevis er helt og skurk i forestillingen.
Endnu en gang står Hils Din Mor bag en vellykket LGBT-forestilling, der nedbryder fordomme og tabuer. Og samarbejdet med Anemonen om en lidt yngre målgruppe, end Hils Din Mor normalt henvender sig til, er virkelig interessant. Men fik vi nedbrudt nogen fordomme hos de 2010’er-børn, der var på Anemonen denne formiddag? Der bliver stadig råbt “ad!”, når nogen kysser, men kønnet på læberne er tilsyneladende mindre væsentligt for dem, end det er for ældre generationer.
“En kænguru som dig” spiller på Anemonen i København til den 9. oktober 2022.
Forfatter: Ulrich Hub | Oversættelse: Jesper Frølund Hansen | Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen | Medvirkende: Mikkel Reenberg, Julie Jeziorski Jensen, Mia Lerdam og René Benjamin Hansen | Scenografi: Katrine Gjerding | Musik og lyddesign: Mathias Madsen Munch, Lasse D. Hansen og Cecilie Sadolin | Lysdesign: Mads Lindegaard | Produceret af: Hils Din Mor og Anemonen