Trine Gadeberg er Esbjerg Revyens schweizerkniv
Årets Esbjerg Revyen kombinerer nye og genbrugte numre i en velskabt og varieret revy med god vægt på de medvirkendes stærkeste sider.
★★★★☆☆
Det buldrer af begejstring i Musikhuset Esbjerg, da vi hører en spinkel stemme fra kulissen henimod slutningen af årets Esbjerg Revyen. Hvis vi ikke genkender stemmen fra flere af de senere års revyer – i flere landsdele – så kender vi den helt sikkert fra YouTube og Facebook.
Stemmen tilhører nemlig Pelle på fem og et halvt år med stribet tophue, shorts og t-shirts med dyremotiver. Han har en imponerende evne til at opfatte tidens tendenser og ikke mindst sine forældres bryske udtalelser, som han gengiver vidunderligt og skræmmende ærligt. Det er “kraaaaaftedme” sjovt.
Vi jubler, fordi Pelle er vor tids store revysucces. Det er skuespiller Trine Gadeberg, der giver ham liv, og skuespiller Kasper Le Fevre skriver teksterne. Og fordi Pelle er et barn, så slipper han også afsted med at sige mere, end vi andre næsten kan få os selv til at tænke. Det gør han også i Esbjerg Revyen dette år. Dét nummer alene er grund nok til at tage turen til Esbjerg.
Funny bones
Trine Gadeberg er som bekendt også en stor sanger. På scenen står hun sammen med Jan Svarrer, Farshad Kholghi og Gordon Kennedy. Og heldigvis har man – sikkert af samme årsag – holdt sangnumrene på et minimum. De tre herrers styrker er i hvert fald ikke vokale.
Men hvilke styrker har de så? Jan Svarrer og Gordon Kennedy har begge dét, man kan kalde funny bones; en intuitiv evne til at være komiske.
Gordon Kennedy har en fortid som standupkomiker og var med til at sætte genren på landkortet i 1990’erne. I Esbjerg Revyen viser han en flig af de evner igen. Nummeret er indpakket i en revykarakter, ligesom vittighederne er til den simple side. Alligevel er det et regulært standup-nummer, og det fungerer tifold bedre, end andre revyers halvhjertede forsøg.
Jan Svarrer har med sit ærkejyske udtryk og sin lige så jyske timing en voldsomt god effekt på esbjergenserne. Når han holder pausen en tand for langt, før han svarer, er det, som om han oplader publikum til at kunne reagere endnu mere på pointen. Det er både rutineret og særdeles effektivt. Det samme er hans karakterer, der måske ikke er specielt udfordrende, men absolut virksomme.
Farshad Kholghi evner at smide forfængeligheden på porten og gakke ud, hvilket i sig selv kan være forløsende. Men det bliver også for meget hat-og-briller, og de tekniske færdigheder har vi svært ved at få øje på.
Schweizerkniv
Esbjerg Revyen er som et sammenskudsgilde, hvor de medvirkende og nogle af numrene er plukket fra andre revyer – kombineret med enkelte nyskrevne tekster. Og de får på kun et par uger banket en særdeles professionel revy op.
Men det er uden tvivl Trine Gadebergs deltagelse, der holder revyen oven vande dette år. Hun løser alle opgaver som skuespiller, sanger og komiker til perfektion og med et utroligt overskud og nærvær. Hun er en schweizerkniv på scenen og måske dansk revys stærkeste kort lige nu.
Esbjerg Revyen spiller til den 10. september 2021.
Tekster og musik:Iscenesættelse: Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard | Medvirkende: Trine Gadeberg, Farshad Kholghi, Gordon Kennedy og Jan Svarrer | Kapelmester: Peter Bom | Scenografi og koreografi: Jens Frausing | Lysdesign: Niclas Eriksen Poulsen | Lyddesign: Niels Straadt | Produceret af: Esbjerg Revyen