Fiskerikrisen fortalt som sørgmunter musical med lykkelig slutning
Bornholms Teater fortsætter sin bornholmerkrønike med en forestilling om fiskerikrisen, der gjorde tusindvis af bornholmere arbejdsløse.
★★★★☆☆
Det store fiskerieventyr på Bornholm fik en brat afslutning i begyndelsen af 1990’erne, da fiskerikrisen satte ind. I industriens storhedstid var omkring 1000 fiskere beskæftiget på Bornholm, og man sagde, at med hver fisker på søen fulgte der fire job på land.
I musikforestillingen ”Fisk”, som er den anden del af Bornholms Teaters bornholmerkrønike, ser vi nærmere på kollapset, da EU-regulerede fangstrationer kombineret med en markant nedgang i fiskebestanden sendte tusindvis af mennesker i og omkring fiskerierhvervet fra hus og hjem.
I ”Fisk” ser vi det ikke fra fiskernes perspektiv. Vi oplever nedturen igennem kvinderne på fiskefileteringsfabrikken, hvor de trods alt forsøger at holde fast ved solidariteten, venskabet og livsglæden. Det gør de fire kvinder, vi følger, ved at spille partymusik i et fritidsband. En af dem er ung og smårebelsk. En anden er enke til Bjørn, der forliste til søs. Og de to sidste er gift med to af øens fiskekonger.
Spændende temaer
Der bliver ikke placeret skyld i forestillingen, men den berører nogle af de mange faktorer, der har spillet ind. Og med krisen på afstand kan vi som nutidigt publikum genkende flere spændende tematikker. Det gælder både minkerhvervet, der pludselig mistede sit eksistensgrundlag, finanskrisen, der satte en stopper for længere tids umådehold, og pandemien, der har tvunget os til at finde lys i mørket.
Men allermest behandler forestillingen en lille bid af bornholmernes historie, der også er en del af folkesjælen. Det var også tilfældet i bornholmerkrønikens første del, der med forestillingen ”Besat” (Bornholms Teater, 2019) satte fokus på den fortsatte besættelse af Bornholm, mens resten af Danmark fejrede befrielsen i 1945.
Samtidig med, at Bornholms Teater i høj grad lykkes med den lokale forankring, som er en grundsten i egnsteaterprincippet, så er forestillingen også udviklende for os andre, som gerne smutter østpå for en tur i teatret og en røget sild. For anden gang gør bornholmerkrøniken os klogere på vigtige kapitler i danmarkshistorien, som vi alle har del i.
Krisemusical
Det er dramatikeren Thomas Markmann, der står bag manuskriptet. Han har formået at gøre fiskerikrisen central i historien, selvom den i virkeligheden handler mere om de fire kvinders relationer og deres musikprojekt. Det kunne ellers hurtigt blive for tungt. Men bliver det til gengæld lidt for let?
Genremæssigt har ”Fisk” karakter af musical – både i kraft af sangene og de melodramatiske banaliteter, der flyder igennem forestillingen, samt sin insisteren på at give den åbenlyse tragedie en lykkelig slutning. “Så længe vi har hinanden,” synes at være svaret på alting. Og så en munter sang til sidst.
Men teaterchefen og instruktøren Jens Svane Boutrup er sluppet afsted med at skabe en stemningsfuld og musikalsk velfungerende forestilling. Lisbeth Gajhedes fornemme solopræstation overskygger klart hendes medspilleres, der godt kunne have kælet lidt mere for replikkerne og karakterarbejdet. Men i det store hele får de alle ”landet” forestillingen på hæderlig vis.
“Fisk” spiller på Rønne Theater til den 18. september 2021.
Dramatiker: Thomas Markmann | Iscenesættelse: Jens Svane Boutrup | Medvirkende: Christine Gaski, Lisbeth Gajhede, Signe Mannov, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa | Scenografi og kostumedesign: Rikke Juellund | Lysdesign: Sonja Lea | Lyddesign: Michael Brøndum | Koreografi: Johanna Fridell | Producent: Bornholms Teater