Sarah Boberg og Lars Simonsen er sublime aktører i franske Pascal Ramberts ordfyldte drama “For enden af kærligheden” på Aarhus Teater.
★★★★★★
Ordene strømmer ud af de to skuespillere i næsten to timer. Lars Simonsen og Sarah Boberg. Over for hinanden i et had-kærlighedsopgør – et skilsmissedrama. Ordene er forførende, sentimentale, vulgære, drilske, bitre og forkastelige. Ordene er kunst og klichéer i ét. Lars taler til Sarah, og han fornedrer hende så grusomt igennem sin monolog, at det er et under, hun stadig kan stå oprejst efterfølgende. Men pludseligt kommer vendepunktet. En replik kræver en modreplik, for at dramaet kan leve, og Sarah får Lars til at trække sig selv op i et hjørne med sine sylespidse øjne og sin skarpe stemme. Et øjeblik tænker man, at det måske alligevel kan lykkes. Sarah rækker hånden ud og giver ham en sidste chance, og på den ene side håber vi både for hende og for ham, at det lykkes – og på den anden side havde ingen udgang været frygteligere. Point of no return er nået – enden er nået.
“For enden af kærligheden” er i høj grad et teatereksperiment. Scenen er kold og bar. Der er rullet et hvidt underlag ud på gulvet, scenerummet er rømmet for scenestykker og kulisser, lysstofrør lyser scenen op, og intet andet end en stikkontakt er deres scenografi. Det hvide lys dræber alt liv og gør de blodsdryppende replikker så livsfarlige, at man gyser ved tanken. Og alligevel – selvom det kan synes fjernt og kunstigt med to skuespillere med manuskripterne i hånden på en nøgen scene – så bliver det så nært og ægte. Er Sarah og Lars i virkeligheden Sarah Boberg og Lars Simonsen? Eller er de bare skuespillere, der spiller skuespillerne Sarah og Lars? Er forestillingen gået i gang, eller er det hele ved at slutte? Hvor begynder dramaet, og hvor ender virkeligheden?
De står over for hinanden i en iscenesættelse, der bevæger sig inden for få kvadratmeter. Kostumerne er måske valgte, men ikke synderligt specifikke. Scenografien er ikke-eksiterende. Og det er franske Pascal Rambert, der står bag det hele – inklusive den fabelagtige tekst, der ikke blot fastholder, men også fører publikum igennem en marathon-agtig forestilling, uden at vi bliver hverken trætte eller trængende. Ordene overrumpler os, til vi giver os hen til indholdet og det intense blik imellem de to aktører. Han følger publikum ved hånden fra start til slut med en absolut fornemmelse af, hvad publikum må tænke og føle. Da de første i salen kigger på uret – mens vi stadig forsøger at gennemskue forestillingens noget særprægede præmis – siger Lars noget i retning af, “hvis nogen så os nu, ville de kigge på klokken”, og da vi senere i forestillingen stadig forsøger at gennemskue, hvad det egentlig er, vi er i færd med at overvære, så siger Sarah noget nær, “det er IKKE en workshop i kropssprog, det her!”
Intet er tilfældigt! Og alt er genkendeligt. Hvis man har stået i et brud, så genkender man følelsen af at ville kontrollere situationen. Vi gør os på forhånd tanker om, hvad der skal siges, og hvad den anden part vil sige og gøre. Vi vil ikke virke usentimentale, men vi vil heller ikke forvirre den anden part med pludselige følelsesudbrud. Vi vil forsøge at balancere på et triægget sværd af ethos, pathos og logos, mens vi både nænsomt og brutalt ryster fundamentet ud af et forhold helt og aldeles kærligt og utvetydigt. Og vi lykkes aldrig med det! Den anden parts blotte tilstedeværelse i det brud, vi havde set for os, smadrer det billede vi havde. Vejen går tabt, og til sidst er der kun målet tilbage; at gå hvert til sit – bruddet. Formålet med forestillingen må være at udtømme alt det, der ligger gemt imellem linjerne, tankerne, følelserne og vejrtrækningerne i sådan et brud – at skabe et rigtigt ønskebrud.
“For enden af kærligheden”, som er skabt i et samarbejde mellem Aarhus Teater og Odense Teater, spiller på Aarhus Teater Stiklingen til og med den 10. oktober 2015.
Medvirkende: Sarah Boberg og Lars Simonsen | Dramatiker og instruktør: Pascal Rambert | Produceret af: Odense Teater og Aarhus Teater