Hans Rønnes historier er som at blive strøget blidt på kinden

Socialrealisme og poesi mødes i et varmt og kærligt familiedrama om at hjælpe hinanden i Hans Rønnes “Karens kommode” på Odense Teater.

★★★★★☆

Siden oldtiden har teatret været beskrevet som et spejlbillede af os selv og vores liv og følelser. Få teaterskabere i vores tid evner at præsentere os for os selv, som Hans Rønne gør det i sine forestillinger. Denne gang er det i form af fleksjobberen Karen, der efter sin mands død er flyttet til en mindre lejlighed i stueetagen i den samme ejendom, hvor hun i forvejen bor.

“Man kan glo lige over på Rema. Det ku' man ikke oppe fra tredje,” konstaterer Karen tørt fra sin nye stue, der foreløbigt kun er møbleret med flyttekasser.

Forestillingen “Karens kommode”, der udspiller sig over nogle dage, mens flytningen står på, byder på både konflikter og forsoning. Ikke mindst ender Karens to døtre, der synes forskellige som dag og nat, flere gange i diskussioner, der i bund og grund handler om deres forskellige verdenssyn:

Pia, der arbejder som bogholder på det lokale autoværksted, sørger for at stå til rådighed for sin mors behov, mens hun tilsidesætter sine egne. Trine, der farer verden rundt som klimaaktivist, prioriterer de større kriser og mener, at velfærdssamfundet kan tage sig af de mindre udfordringer.

Efterhånden som familiedramaet udfolder sig, dukker hemmelighederne op af gemmerne, og de bliver tvunget til at være ærlige over for hinanden.

Karens besvær med at finde og fastholde et fleksjob, samt hendes mere eller mindre åbenlyse rødvinspimperi, bidrager til forestillingens socialrealistiske tone, der i øvrigt kendetegner Hans Rønnes teatersprog. Og hendes degradering fra tredje sal til stueetage, samt nødvendigheden af at rydde op i sin bagage, bliver en poetisk ramme om historien.

Manuskriptet er underfundigt og humoristisk, iscenesættelsen er blid og underspillet, og Gitte Baastrups scenografi og kostumer er hverdagsagtig uden at være banal. “Karens kommode” er i det hele taget – som forestillinger fra »TEATRET« ofte er – ekstremt æstetisk og gennemført uden at være prangende.

På scenen er der også fortrinlige skuespilpræstationer hos alle tre kvinder, der ubesværet spiller ind i Hans Rønnes særlige stil. Marie Mondrup er eminent som Pia, der lulles af sin egen offerrolle og kun forholder sig til det næreste. Mondrup excellerer i at være et almindeligt menneske med almindelige følelser.

Lea Baastrup Rønne er ikke bange for at fylde på scenen, hvilket giver en god energi til hendes temmelig flyvske Trine, og hun formidler fint rollen som den let spolerede lillesøster, uden at den bliver for karikeret.

Og endelig balancerer Githa Lehrmann storartet rollen som Karen, der på den ene side er underdanig i forhold til sine døtre grundet sine skavanker og behov for hjælp, samt på den anden side at have autoriteten som mor, når døtrenes misforståede omsorg tager overhånd.

Mest af alt vækker de alle tre vores sympati, ligesom historien fortælles imponerende ubesværet igennem Hans Rønnes manuskript og iscenesættelse. Genkendelsen i dette lille familiedrama er uomtvistelig, og udtrykket er varmt og kærligt. Det er som at blive strøget blidt på kinden af en fortæller, der har mere på hjerte, end “og de levede lykkeligt”.

“Karens kommode” er produceret i samarbejde med Odense Teater, hvor den spiller til den 16. december 2023.

Manuskript og iscenesættelse: Hans Rønne | Medvirkende: Githa Lehrmann, Lea Baastrup Rønne og Marie Mondrup | Scenografi og kostumedesign: Gitte Baastrup | Lysdesign: Andreas Buhl | Lyddesign: Daniel Fogh | Produceret af: »TEATRET« og Odense Teater

Del med dit netværk