Samfundskritik eller tilfældig polemik?
Sarah Boberg bærer ekspressivt den dirrende monolog “Frk. Marguerite”, der dog i Maria Vinterbergs opsætning bliver lidt for uklar i mælet.
★★★☆☆☆
Hun skriver det op på tavlen, for at vi ikke skal glemme det. Og tavlen er alle væggene og gulvet i Marianne Nilssons noir-sorte scenografi til monologen “Frk. Marguerite” på Teatret ved Sorte Hest. Og her kommer guldkorn som “Livet = Lort” og “I skal alle dø” til at stå i store, hvide versaler – som bukket i neon – så grufuldheden ikke er til at tage fejl af.
Monologen fra 1971 kritiserer autoriteter og magtmisbrug, hvilket også har sin relevans i vores tid. Det kommer desværre ikke særligt tydeligt igennem i denne opsætning, og vi må derfor selv drage vores paralleller til samtiden, hvilket formentlig resulterer i adskillige vidt forskellige tolkninger hos publikum. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men vi savner at mærke det kunstneriske projekt i forestillingen.
Sarah Boberg bærer monologen med store udtryk, tempo og energi, så vi næsten bliver lige så forpustede, som hende selv. Det bliver til tider lige vel hæsblæsende, men vi er trygge i hendes selskab, og få skuespillere magter at være så ekspressive med troværdighed som Boberg, hvilket i sig selv er imponerende.
På trods af den fabulerende og – i denne version – lidt flagrende tekst, er der adskillige momenter af humor og herlige, akavede øjeblikke, som bidrager til underholdningsværdien. Og forestillingens 75 minutter spurter hen over scenen, så vi forlader teatret mætte af ord og eftertanker.
Absurdismen er et speciale hos Teatret ved Sorte Hest og teaterdirektør og instruktør Maria Vinterberg, og det sorte og udefinerbare univers i forestillingen klæder teatret, der igen og igen formår at holde sig stringent og stilsikkert til sin æstetik. Det er ingen nyhed, men det gør ikke desto mindre Teatret ved Sorte Hest til et interessant teater at holde sig bekendt med – ikke mindst for noir-elskende absurdister. Ça va sans dire.
“Frk. Marguerite” spiller til den 15. marts 2025.
Manuskript: Roberto Athayde | Oversættelse: Peter Poulsen | Iscenesættelse: Maria Vinterberg | Medvirkende: Sarah Boberg | Scenografi: Marianne Nilsson | Lysdesign: Sofus Sean Bassett | Produceret af: Teatret ved Sorte Hest