ANMELDELSE: Frøken Julie, Aarhus Teater

Aarhus Teaters “Frøken Julie” er en yderst stilfuld forestilling med gode intentioner, men med svagheder i praksis.

Skuespillerne i Aarhus Teaters opsætning af “Frøken Julie” var ikke blot fanget i et glasbur på scenen, men også i en vag og forudsigelig iscenesættelse af den britiske instruktør Polly Findlay. Det naturalistiske teater har tydeligvis været et dogme for forestillingen, og det bliver håndteret fint og gennemført i opsætningen; med damp fra gryden, med vand i hanen og med en levende fugl i buret. Den fjerde væg blev på insisterende vis fastholdt ved at lukke skuespillerne inde bag en glasvæg, der også fungerede som panoramavinduer fra det funktionelt designede køkken.

Som i en glasmontre bevæger skuespillerne sig rundt til skue for publikum. Julie er i høj grad den karakter, der lader sig udstille i “Frøken Julie” – også i Aarhus Teaters opsætning af August Strindbergs klassiker. Men her har tjeneren Jean – spillet af Jesper Dupont – fået en mere central placering. Hans kamp for at nå til rigdom og grevestand bliver tærsket ud til en dæmonisk besættelse, og Julies selvmord bliver derfor mere til et pludseligt indfald, da hun til sidst umærkeligt griber kniven og gør en ende på sin, for publikum, noget uudtrykte lidelse. Det overraskede udtryk i Jeans og Kristins øjne er en følelse, vi som publikum deler.

Lidelse er der ellers nok af i forestillingen. Scenografien – køkkenet – er indrettet således, at der kun er begrænsede muligheder, og skuespillerne går derfor lidt hvileløst rundt i deres bur. Dristigt tænkt, men i praksis bliver det noget enerverende at betragte. Karakterernes lidelser og de mange følelsesudbrud bliver spillet op ad glasvæggene, og aldrig før har et panoramaview været genstand for så megen lænen-sig-op-ad, som disse vinduespartier. Især i slutningen får man en fornemmelse af, at scenegulvet er skævt, fordi skuespillerne på skift læner sig op ad vinduerne i både fysisk og psykisk smerte. Det ellers velmente, psykologiske karakterspil bliver således – som nævnt – vagt og forudsigeligt, og de reaktioner imellem skuespillerne, hvor vi som publikum kunne få en masse ekstra guf, bliver afløst af en Julie, der sidder med ryggen til publikum og lytter til Jeans monolog. Det naturalistiske dogme bliver således mere til en præmis for præmissens skyld.

Alt andet lige, så er det visuelle udtryk i forestillingen gennemført og utvetydigt. De dramaturgiske linjer er skarpt optrukne, og den gennemgående historie bliver – omend med en vis grad af forvirring – modtaget med medfølelse hos publikum. Forestillingen er blevet – en botaniker ville sige “beskåret”, en dramaturg ville sige “strammet op” – til lidt over en time, og som sådan fungerer forestillingens forløb ganske fint. Pulsen i forestillingen og tempo-variationerne er velafmålte hele vejen igennem, og da nedtællingsuret over scenen rammer 00:00:00 virker teaterrummet næsten magisk forløst.

“Frøken Julie” spiller på Aarhus Teater Scala til den 3. oktober 2015.

Dramatiker: August Strindberg | Instruktør: Polly Findlay | Medvirkende: Sara Hjort Ditlevsen, Jesper Dupont og Mette Døssing | Scenografi: Alex Lowde | Lysdesign: Benjamin la Cour | Lyddesign: Kim Engelbredt