ANMELDELSE: Fucking Åmål, Folketeatret

“Fucking Åmål” i veludført dramatisering

Der er respekt for teatermediet, for LGBT-personer, for historiefortællingen og for de unge publikummer i “Fucking Åmål” af Hils Din Mor.

5 ud af 6 stjerner

Teatergruppen Hils Din Mor har sat sig for at lave ungdomsteater, der femmer forståelsen for og accepten af LGBT-personer. Derfor drejer deres forestillinger sig generelt om seksualitet og identitet.

Forestillingen “Fucking Åmål”, der er en co-produktion med Teater Vestvolden, modtog i 2018 en Reumert for Årets Børne-/Ungdomsforestilling. Nu spiller den på Folketeatret i København, samt på turné i sæson 2019/2020.

Forestillingen er baseret på Lukas Moodyssons svenske kultfilm af samme titel fra 1998. Dramatiseringen til teater er skrevet af dramatiker Julie Maj Jakobsen.

Humor i øjenhøjde

En kunst, der desværre alt for ofte opleves mislykket, når voksne laver teater for unge, er kunsten at være i øjenhøjde med sine publikummer. Især når rollerne skal forestille at være teenagere.

I “Fucking Åmål” er de alle omkring 16 år – når de altså ikke spiller en pinlig eller akavet voksen. Alle rollerne er blidt karikerede, mens sprogbruget til gengæld holdes naturligt og tidstypisk. Der er ingen ‘outdatede’ eller fortænkte udtryk.

På den måde bliver det for de mange unge mennesker, der sidder i Folketeatret og kigger med, genkendeligt og relaterbart. Og når vi griner, griner vi derfor ad os selv – ikke ad skuespillerne, fordi de er pinlige voksne.

Der er samtidigt masser af plads til at overspille. Især kan René Benjamin Hansen bære både den vuggende gangart, som den seje knallertfyr påtager sig, når nogen kigger, og de sammenknebne læber, som den alt for selvbevidste pige smører på sig med et “mmh”.

En tydelig fortælling

Og det samme gælder iscenesættelsen af Mia Lipschitz, der med en masse humor og forståelse for sin målgruppe iscenesætter historien om to piger, der finder kærligheden til hinanden.

Med få velvalgte greb er historien løftet ind i en teaterversion, der er, som om den aldrig havde været en film. Der er respekt for teatrets virkemidler, og der er ingen udsving i formsproget.

Julie Maj Jakobsens skarpe dramatisering gør fortællingen tilgængelig og simpel uden at blive banal, og hele produktionen og de medvirkende formår at udfolde og nuancere, så det samtidigt bliver levende.

Stadig et arbejde at gøre

Når teatergruppen Hils Din Mor nu så eksplicit arbejder med netop LGBT-tematikker for unge, så er det nærliggende lige at løfte sig et par meter over publikumsrækkerne og se på, hvordan det så modtages hos de unge.

For er vi ikke snart der, hvor de unge mennesker, der er vokset op i et moderne og globaliseret samfund, har forstået, at kærlighed ikke nødvendigvis er begrænset af form, farve og køn?

Vistnok ikke helt. For der bliver stadig klukket af forlegenhed i salen, da de to piger kysser hinanden. Der bliver stadig sendt blikke og pegende fingre imod det lesbiske kærestepar, der holder i hånd under forestillingen.

Fucking Åmål - Hils Din Mor
Mia Lerdam, Rikke Westi og René Benjamin Hansen
Foto: Jesper Frølund Hansen

Heldigvis kommer der længere og længere imellem overfaldene på homoseksuelle i Danmark, og at være genstand for andres blikke er jo ikke noget, man forbløder af. Men hvis vi, som Hils Din Mor ønsker det, skal betragte og behandle hinanden som normale mennesker, så er der altså plads til mere LGBT-teater i verden.

Derfor bliver det spændende at se resultatet af teatergruppens næste forestilling “Den sommer far blev homo”, som får premiere i næste uge på Aprilfestival 2019 i Hjørring.

“Fucking Åmål” spiller på Folketeatret til den 11. april 2019.


Dramatisering: Julie Maj Jakobsen | Efter filmmanuskript af: Lukas Moodysson | Iscenesættelse: Mia Lipschitz | Medvirkende: Mia Lerdam, Rikke Westi og René Benjamin Hansen | Scenografi: Katrine Gjerding | Lyddesign: Jes Theede | Produceret af: Hils Din Mor i samarbejde med Teater Vestvolden