“Generation 9/11” viser verdens krakelering set med barneøjne

Der er mange gode idéer og interessante greb i “Generation 9/11”, men samlet set er forestillingen for virkelighedsfjern til at engagere os.

★★★☆☆☆

“Et mareridt om den amerikanske drøm.” Sådan lyder undertitlen til Betty Nansen Teatret og Mungo Parks co-producerede forestilling “Generation 9/11”, som havde premiere på 20-årsdagen for terrorangrebet i New York. Om mareridt skal forstås konkret eller i overført betydning, må vi selv om. Men de hovedløse voksne, der omgiver vores 10-11-årige hovedpersoner giver i hvert fald forestillingen et surrealistisk udtryk.

Vi møder de tre børn i tiden før den 11. september. Esther er i USA, fordi hendes ærkedanske forældre i rød-hvide joggingsæt er midlertidigt udstationeret i New York. Hendes venner og skolekammerater, Noah og William, er begge amerikanere. Sammen udlever de den amerikanske drøm, hvor mennesker uanset race, religion og identitet kan dele landets goder; et multietnisk og multikulturelt samfund, hvor man ikke identificerer sig som enten-eller, men som både-og.

Men drømmen slår sprækker, da tvillingetårnene bliver angrebet. Både William og Noah mister en forælder den dag. Og de plages på hver sin måde af sorgen og ikke mindst deres tilbageværende forældres sorg. Williams families tiltagende racisme fæstner sig i William, hvilket kommer i vejen for venskabet med Noah, der har latinamerikanske rødder.

På den måde kan man i hvert fald sige, at den amerikanske drøm bliver vendt til et mareridt den 11. september 2021. Den styrke, det førhen var at være en nation af forskellige identiteter, er nu blevet til et problem: For hvert mærkat, du tager på dig, får du fjender, der er imod dig.

Sådan læser vi også Ida Grarups velskabte scenografi, der har placeret et jordskælv lige midt i en veltrimmet park med nyfriseret græsplæne og sirligt anlagte stier. Skælvet har brudt scenografien op i mindre dele med dybe kløfter imellem. Vi får associationer til verdens kontinenter, og vi ser for os, hvordan de ligesom isflager flyder længere og længere fra hinanden.

Omdrejningspunktet er altså splittelsen, og vi ser den igennem børnene, der på den ene side ikke rigtigt forstår, hvad det er, der sker, men på den anden siden fuldkommen adapterer de voksnes reaktioner. Det ser vi udspille sig i alle tre børn, der bliver troværdigt og kærligt spillet af Ellaha Lack, Sebastian Henry Aagaard-Williams og Søren Birch Plum.

Med “Generation 9/11” har dramatiker Nanna Plechinger Tüchsen taget et originalt fortællegreb ved at fortælle om den verdensomvæltende katastrofe fra et barns perspektiv. Med børnene bliver et bevidsthedslag skrællet af karaktererne, og den umiddelbare sympati for ofrene mærker vi igennem Esther, ligesom den irrationelle fremmedfrygt bliver leveret uden politiske konnotationer hos William.

Trods de gode intentioner, så synes hverken skuespillerne, scenografien, teksten eller Anna Malzers iscenesættelse at mødes om projektet. Rent konceptuelt er forestillingen aldeles gennemført, men vi mærker ikke i tilstrækkelig grad, hvad forestillingen egentlig vil sige os. Der er for mange temaer i spil, og der er taget for få valg.

Samtidig er forestillingens forløb desværre så monoton og fjern fra os, at vi hurtigt mister interessen. Vi savner simpelthen spænding i fortællingen og en grund til at engagere os i disse kære børns historie. Og derfor kommer der ikke det optimale ud af denne ellers aktuelle forestilling.

“Generation 9/11” spiller på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg til den 9. oktober 2021, samt herefter på Mungo Park i Allerød til den 18.-22. oktober 2021.

Dramatiker: Nanna Plechinger Tüchsen | Iscenesættelse: Anna Malzer | Medvirkende: Ellaha Lack, Sebastian Aagaard-Williams og Søren Birch Plum |  Speak: Amelia Høy | Scenografi: Ida Grarup | Produceret af: Betty Nansen Teatret og Mungo Park

Del med dit netværk