Teksten er i centrum i Teater 2’s “Gengangere”
Skarp og nutidig version af Henrik Ibsens “Gengangere” i Pia Jondal og Waage Sandøs oversættelse med iscenesættelse af Moqi Simon Trolin.
★★★★☆☆
Henrik Ibsens 140 år gamle “Gengangere” har fået en nutidig tone i Pia Jondal og Waage Sandøs nye oversættelse. Hvis forestillingens temaer ikke i forvejen var aktuelle nok, så bliver eksempelvis pastor Manders ord om pligter og autoriteter som en kommentar til den måde, vi er blevet styret igennem coronakrisen. Og overgrebet mod stuepigen Johanne, som vi hverken ser eller rigtigt hører tale om, giver et sug i maven her i kølvandet på metoo.
Der er altså ingen tvivl om, at “Gengangere” også siger os noget i 2021, og i Moqi Simon Trolins nøgne og stærkt nedtonede iscenesættelse får teksten plads til at udfolde sig. Det bliver til en overordentligt spændende opsætning med fremdrift og tydelige intentioner. Og forestillingen ledsages musikalsk af stemningsskabende underlægning komponeret af Marcus Aurelius Hjelmborg.
Forestillingen spiller i en stiliseret scenografi af transparante glasvægge og møbler, som indimellem også fungerer som spejle ud imod publikum. Det hele er installeret i en ramme, som antyder en naturalistisk kukkasse-scene og dermed sender en hilsen til forestillingens samtid.
Imens er de gennemsigtige materialer i såvel scenografien som kostumerne – eksempelvis det yderste lag af Regine Engstrands kjole – et billede på de gennemskuelige facader, som karaktererne bygger op. Det bliver først rigtig tydeligt, da Regine i slutningen af forestillingen smider det transparante lag af kostumet og bevæger sig ud i verden på egen hånd. Hun kaster så at sige løgnene af sig.
Med Pia Jondal og Waage Sandø i rollerne som henholdsvis fru Alving og pastor Manders får vi desværre ikke så store karakterpræstationer, som vi kunne have forventet af dem. De er begge både udtryksfulde og velovervejede, men vi savner den psykologiske dybde og karaktermæssige udvikling, som disse to koryfæer utvivlsomt kunne have tilført rollerne.
Det samme gælder hos Thomas Magnussen som sønnen Osvald Alving, der desværre ikke får den tiltagende sindssyge formidlet godt nok, og Marie Sandø Jondal som Regine Engstrand, der bliver en lidt for overfladisk stuepige – i hvert fald indtil hun træder i karakter i slutningen af forestillingen.
Kristian Boland imponerer imidlertid i rollen som Jakob Engstrand, der kan være både brysk og blid afhængigt af omstændighederne. Han snor pastor Manders om sin lillefinger, når han med hatten i hånden og våde øjne taler om sine velgørende planer om et sømandshjem. I virkeligheden skal stedet være en beværtning for letlevende søofficerer, hvor han også håber at få afsat Regine til et godt parti.
Hen imod slutningen får karaktererne flere nuancer, men her synes tempoet også at blive øget. Måske kunne vi få mere ud af fru Alvings indre konflikt, hvis Pia Jondal havde bedre tid til at udfolde den. Men det bliver for forhastet til sidst, og før vi får set os om, er den store slutscene afviklet. Det føles lidt, som om nogen skulle nå en bus.
Men Teater 2 og NørregadeTeatrets “Gengangere” er som helhed blevet en både skarp og moderne forestilling, hvor Henrik Ibsens tekst får lov at være i centrum. Og de medvirkende formidler først og fremmest historien, så den står lysende klart for os, når vi forlader teatret.
Forestillingen spiller på Folketeatret til den 6. december 2021.
Dramatiker: Henrik Ibsen | Oversættelse: Pia Jondal og Waage Sandø | Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin | Medvirkende: Waage Sandø, Pia Jondal, Thomas Magnussen, Marie Sandø Jondal og Kristian Boland | Scenografisk konsulent: Benjamin la Cour | Komponist: Marcus Aurelius Hjelmborg | Kostumier: Charlotte Strahenberg | Lyd- og lysdesign: Søren Kyed og Brian Nielsen | Produceret af: Teater 2 og NørregadeTeatret
Del med dit netværk
