Hvem tager over, når Europa dør?
Med “Hva så Europa” sætter Mungo Park Kolding på underholdende vis fokus på de politiske spændinger, der påvirker det europæiske kontinent.
★★★★★☆
Europa, som er en aldrende dame på omkring 2.500 år, er taget til sit sommerhus ved Butt of Lewis på Hebriderne, hvor hun vil fejre sin fødselsdag sammen med sit barnebarn Mino (opkaldt efter Minotaurus) og sin østeuropæiske adoptivsøn Tamas.
Men de yngre kræfter er klar til at tage over for Europa, der er begyndt at blive svag og glemsom. Mino er den naturlige arving, men pludselig kommer Kina og vil lave en handelsaftale med Mino, og Tamas vil også gerne have del i magten efter Europas død.
Nogle gange lykkes det teatre at få et godt familiedrama til at minde os om samfundet og verden omkring os. I ”Hva så Europa” på Mungo Park Kolding er det et samfundsdrama, der minder os om familiens og menneskets væsen.
Europas undergang
Vivian Nielsen har skrevet en komisk og levende forestilling, hvor de medvirkende både er verdensdele, fabeldyr og familiemedlemmer på én gang. Instruktør Mette Ovesen formår med holbergske greb, revyagtig timing og udtryksfuld symbolik at give forestillingen form.
Og med Maja Juhlins krumryggede og krageskrigende Europa, Frank Thiels sovjet-savnende og bjørnagtige Tamas, Isa Marie Henningsens tyrehornede, drøvtyggende og temperamentsfulde Mino og Morten Christensens diplomatiske, ranke og selfietagende Mi Fang kommer vi storgrinende igennem en ellers tragisk fortælling.
For det handler altså om Europas undergang. Instruktøren skriver i programmet, at det ikke er, fordi Europas sammenbrud er lige rundt om hjørnet. Men måske er det alligevel nu, vi skal tage stilling til, hvordan vi vil sikre vores fælles fremtid.
Nej, det er ikke alt, der er lige forståeligt i ”Hva så Europa”. Men måske er det ikke meningen, at vi altid skal forstå alting. Måske er der noget, der er ud over vores fatteevne, når det drejer sig om global politik – men måske betyder det ikke, at vi så er fritaget fra at tage stilling.
Politisk teater
Mungo Park Kolding har et særligt greb om de politiske komedier. Med stor succes fortalte de i 2016 historien om dansk politik igennem 20 år med Dansk Folkeparti i folketinget med forestillingen ”De stuerene”. Også her var underholdningsværdien stor, mens vi både blev oplyste og overraskede.
”Hva så Europa” er mindre faktabåret, end ”De stuerene” var, men til gengæld er der et større udsyn mod resten af verden. Men det er igen evnen til at formidle politiske og samfundsmæssige udfordringer igennem et klart formsprog og seriøs komik, der gør Mungo Park Koldings ”Hva så Europa” til en teatersucces.
Manuskript: Vivian Nielsen | Iscenesættelse: Mette Ovesen | Medvirkende: Isa Marie Henningsen, Frank Thiel, Maja Juhlin og Morten Christensen | Scenograf: Lisbeth Burian | Komponist og lyddesigner: Kenneth Thordal | Produceret af: Mungo Park Kolding